Baron von Münchhausens merkværdige reiser og eventyr by Rudolf Erich Raspe

Baron von Münchhausens
merkværdige
reiser og eventyr.

Med 151 illustrationer av Gustave Doré.

3dje oplag.

Kristiania.
Forlagt av N. W. Damm & Søn.

W. C. Fabritius & Sønner A/S. 1916.

Indhold.

    Side.
  Forord.  
I. Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr der 1
II. Jagthistorier 8
III. Anekdoter om baronens hunder og hester 23
IV. Eventyr i den tyrkiske krig 32
V. Eventyr i tyrkisk slaveri og paa hjemreisen 41
VI. Baron von Münchhausens eventyrlige sjøreiser 50
VII. Anden sjøreise 61
VIII. Tredje sjøreise 66
IX. Fjerde sjøreise 69
X. Baronen reiser til Kairo 73
XI. Fortsættelse 82
XII. Adjutantens beretning 92
XIII. Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring 95
XIV. Baronen fortæller om sine forfædre 107
XV. Baronen reiser til Ishavet 118
XVI. En sjøreise til Ostindien 125
XVII. Anden reise til maanen 128
XVIII. Reise gjennem jorden tillikemed flere andre merkværdige eventyr 135

Forord.

Hvem der har skrevet denne merkelige bok har været omtvistet. Det er dog nu saagodtsom bragt utenfor al tvil at boken er av tysk herkomst, endskjønt den første gang blev utgit i England. Efter de seneste forskninger maa man anta, at forfatteren eller maaske rettere samleren var bibliotekar og inspektør ved museet i Kassel, Rudolf Erik Raspe, som maatte flygte fra Kassel og ta sin tilflugt til England, hvor han vistnok i 1765 utgav «Baron Münchhausen narrative of his marvellous adventures in Russia».

Boken gjorde lykke og utkom snart i nye, bestandig forøkede oplag, baade i England og Tyskland, hvor den første gang blev oversat av digteren Bürger, hvorfor denne ofte med urette er blevet antat for dens forfatter.

Bokens helt er ingen mytisk personlighet; han tilhørte den gamle hannoveranske slegt Münchhausen. Han var i sine unge dage i russisk krigstjeneste og bokens kjerne og da især jagt- og krigshistorierne stammer vistnok fra ham. Forresten gjenfindes mange av historierne i forskjellig skikkelse i vidt adskilte land, saa en hel del beror vel paa gamle overleveringer.

Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr der.
Jeg reiste til Rusland mitt paa vinteren da jeg klogelig beregnet at kulde og sne nødvendigvis maatte ha utbedret veiene i Nordtyskland, Polen, Kurland og Livland, hvilke alle reisende har beskrevet som endnu besværligere end veiene til dydens tempel. Jeg reiste paa den maate som jeg synes bedst om, nemlig tilhest. Man undgaar derved mange ærgrelser; man er ikke nødt til at vente paa skyss saalænge det behager skyss-skafferen, eller at bli plukket av graadige skyss-karer. Jeg var bare let klædt og jo mere nordøstlig jeg kom, des mere følte jeg alle kuldens ubehageligheter. Hvor maatte ikke da i dette frygtelige veir en stakkars, gammel mand lide, som jeg traf liggende paa en øde slette i Polen, hjælpeløs skjælvende, og næsten uten noget til at skjule sin nøkenhet med.

Jeg kunde ikke andet end føle medlidenhet med stakkaren. Skjønt jeg selv trængte haardt til min kappe, kastet jeg den dog over ham og kviknet ham op med noget av min feltflaske. Knapt hadde jeg utført denne kjærlighetsgjerning, før jeg hørte en røst fra skyen:

«Münchhausen, min søn, dette skal du ikke ha gjort for intet.»

Jeg reiste videre, indtil nat og mørke overfaldt mig. Ingensteds kunde jeg opdage spor av menneskelige boliger da landet var aldeles nedsnedd; heller ikke kjendte jeg veien.

Da jeg var meget træt, steg jeg av hesten og bandt den til en spids stolpe som rak over sneen. For sikkerhets skyld la jeg mine pistoler under hodet, strakte mig saa lang jeg var og faldt straks i dyp søvn. Jeg vaagnet ikke før solen stod høit paa himlen.

Man kan tænke sig min overraskelse, da jeg fandt mig liggende paa en kirkegaard midt i en landsby; men min hest kunde jeg ikke se noget til, før jeg hørte den knægge over mit hode. Jeg saa op og fik se at den var bundet til toppen av kirketaarnet og hang ned fra dette. Nu blev alt mig klart; landsbyen var i nattens løp blit nedsnedd; da indtraadte et pludseligt tøveir og jeg sank uten at merke det ned paa kirkegaarden, eftersom sneen tinte. Det som jeg i nattens mørke hadde tat for en stolpe og bundet hesten ved, det var taarnspiret.

Uten lang betænkning tok jeg en av mine pistoler og skjøt bidslet tversover, saa hesten faldt ned, og saa fortsatte jeg min reise.

Uten videre nævneværdige eventyr kom jeg til Rusland, hvor det just ikke er paa mote at færdes til hest paa vintertiden. Da jeg altid retter mig efter skikkene, der jeg kommer, kjøpte jeg mig en smalslæde og satte kursen like mot St. Petersburg. Jeg husker ikke om det var i Ingermanland eller Estland; men saa meget husker jeg nøie at det var i en usedvanlig stor skog, at en glupsk ulv av aller største slags, hylende av sult, kom sættende efter mig i fuldt firsprang.

Det var ingen utsigt for mig til at slippe fra den, hvorfor jeg la mig ned paa bunden av slæden og lot min forskrækkede hest løpe for livet. Da skede det som jeg hadde ønsket, men neppe hadde turdet haabe. Ulven brød sig ikke det mindste om min ringe person, men satte over mig og anfaldt med raseri hesten, hvis bakdel den øieblikkelig sønderslet og slukte med graadighet. Det arme dyr for i sin skræk og smerte avsted i frygtelig fart. Da jeg saaledes selv var utenfor fare for øieblikket, vovet jeg at løfte hodet og saa med skræk, at ulven næsten hadde ætt sig ind i hestens krop. Det varte ikke længe før den var dypt inde i hestens legeme; men da pisket jeg av alle kræfter paa den bakfra, saa den forvirret skyndte sig at æte sig forover, indtil tilslut hestens kadaver faldt ned paa jorden. I stedet hadde jeg nu faat ulven i sælen, og da jeg brukte pisken saa flittig som jeg kunde, ankom jeg snart mot begges forventning og til tilskuernes høieste forbauselse til St. Petersburg.

Jeg skal ikke trætte Dem, mine herrer, ved at utbrede mig om denne prægtige russiske hovedstads kunstsamlinger, videnskabelige indretninger og lignende lærde saker, ei heller uleilige Dem med at fortælle om de mange fornøielige eventyr, som jeg hadde i dette lands høiere kredser, hvor husfruen altid mottar gjæsten med et kys og en dram. Jeg skal heller indskrænke mig til værdigere gjenstande for Deres opmerksomhet som hester og hunder, mine yndlinger i dyreverdenen, og fremdeles ræver, ulver og bjørner, som Rusland har en større overflod av end noget andet land, som overhodet av alt vildt. Ei heller skal jeg undlate at omtale slike ridderlige bedrifter og idrætter, som bedre klær en mand av byrd end alt det, som nutidens unge herrer blir oplært i, som skimlet græsk eller latin, franske fraser eller dansemesterkrumspring og deslige. Da det varte en stund før jeg kunde faa ansættelse i hæren, hadde jeg i flere maaneder fuld frihet til at anvende min tid paa den værdigste maate. Jeg tilbragte mere end en nat med spil og drik, da veirlagets strenghet og folkets vaner gjør dette til meget vigtigere ting end i vort ædruelige fædreland, og jeg har ogsaa i Rusland truffet paa adskillige folk, endog i de aller høieste stillinger, som var rene mestre i den ædle drikkekunst. Men alle var de dog stympere mot en gammel graaskjægget, mørkebrun general, som spiste sammen med mig ved hotellets bord. Denne hædersmand hadde mistet det øverste av sin hjerneskalle i et slag mot tyrkerne, hvorfor han hver gang en fremmed blev forestillet for ham, med den mest utsøkte høflighet undskyldte sig, fordi han var nødt til at beholde hatten paa. Han pleide hver middag at sætte tillivs adskillige flasker fint brændevin, og for at sætte kronen paa værket, lot han en flaske eller to av arakpunsch gaa samme vei. Allikevel kunde man ikke merke det ringeste til, at han var omtaaket av hvad han hadde drukket. Dette var gaadefuldt, men jeg gav mig ikke, før jeg hadde faat opløsning paa gaaden.

Jeg hadde ofte lagt merke til, at generalen hadde den vane fra tid til anden at løfte paa hatten; men jeg hadde ikke lagt nogen videre vegt herpaa, da det bare var aldeles rimelig, at han maatte være varm i toppen og kunde trænge til at kjøle sig. Endelig opdaget jeg, at hver gang han lettet paa hatten medfulgte den sølvplate, som tjente ham som hjerneskalle istedetfor det bortskutte stykke, og alle de flytende varer som han hadde indtat i aftenens løp, gik da ut i form av lette damper. Saaledes var hemmeligheten opklaret. Jeg fortalte et par av mine venner min opdagelse og vi besluttet at gjøre en prøve paa rigtigheten av den. Jeg stillet mig med min pipe bak generalen og tændte en fidibus i samme øieblik som han lettet paa hatten. Vi blev da vidner til et høist overraskende skuespil. Den røksøile, som opsteg fra generalens hode, var nu forvandlet til en ildsøile; de dunster som var nærmest hodet, blev i den klareste blaa lue til en glorie, pragtfuldere end nogen, som har omstraalt en helgens hode. Generalen blev først litt vred over den frihet, som jeg tok mig paa hans bekostning; men da det jo gav ham et saa høist ærværdig og hellig utseende, tillot han mig snart at gjenta det saa ofte, jeg vilde.

 

II.
Jagthistorier.
Det var naturlig, at jeg tilbragte meget av min tid utenfor hovedstaden i selskap med kjække kamerater, som forstod at sætte pris paa et udmerket jagtfelt. Bare jeg tænker paa hine svundne dage, løper mit blod hurtigere, og jeg ønsker inderlig at kunne delta i slike idrætter endnu en gang. En morgen saa jeg gjennem et av mine sovekammervinduer, at en stor dam ikke langt borte bokstavelig talt var dækket med vildænder. Øieblikkelig tok jeg riflen fra væggen, løp ned av trapperne og ut av døren i slik fart, at jeg ikke saa mig for, men støtte med panden mot dørstolpen. Det gnistret og sortnet for mine øine, men det kunde ikke stanse mig; jeg kom snart paa skudhold og la an, da jeg til min store sorg opdaget, at flintestenen var faldt av ved det voldsomme støt, jeg netop hadde faat.

Det var ingen tid at spilde. Jeg hadde aandsnærværelse nok til at huske paa det gode fyrtøi, jeg hadde i mine øine, hvorfor jeg aapnet panden, sigtet paa fuglene og slog saa av alle kræfter med knyttet næve til mit ene øie. (Baronens øine har bestandig været usedvanlig ildfulde og de tindrer især, naar han fortæller denne historie). Gnister i mængdevis for ut, fængkruttet tændtes, skuddet gik av, og jeg skjøt med et skud 50 vildænder, 25 stokænder og 3 krikænder.

Aandsnærværelse er sjælen i alle mandige idrætter. Naar sjømænd og soldater alene skylder den, at de slipper helskindet ut av faren, saa har ogsaa jægeren ofte den at takke for sin lykke.

Saaledes husker jeg at jeg engang kom til et vand, hvor jeg opdaget flere dusin ænder, som dog laa altfor spredt til at jeg kunde haabe at nedlægge noget nævneværdig antal med mit gevær, især da jeg til alt uheld bare hadde et eneste skud igjen.

Jeg husket da, at jeg endnu hadde igjen av nisten et stykke skinke, som laa i jagttasken. Denne fete bit fæstet jeg til et grovt snøre, som jeg viklet op og knyttet sammen efter enderne, saa det blev meget længere end før. Saa gjemte jeg mig i sivet ved bredden, kastet lokkematen ut og fik snart til min store glæde se en av ænderne nærme sig og graadig sluke fleskestykket.

De andre skyndte sig efter og da flesket var meget fedt, kom det likesaa fort ut den anden vei, og da slukte nok en and det og saa en tredje og saaledes allesammen den ene efter den anden. Paa nogen faa minutter hadde saaledes flesket gaat igjennem alle ænderne uten at snøret var gaat stykker, og nu sat de der som perler paa en snor. Jeg trak hele bundten med megen glæde ind til stranden, slynget snøret nogen ganger om livet og vendte saa næsen hjemover. Da jeg hadde gaat et stykke, begyndte dette store jagtbytte at føles tungt, og jeg angret halvveis paa at jeg ikke hadde nøiet mig med nogen færre, da en underlig hændelse kom mig tilhjælp — skjøndt jeg ikke kan si andet, end at jeg i første øieblik blev endel forvirret ved det.

Ænderne begyndte igjen at bli levende efter den første bedøvelse og slog med sine vinger; tilslut steg allesammen tilveirs og drog mig med sig. Mange andre vilde i mit sted ha mistet aandsnærværelsen, men jeg drog fordel av omstændighetene saa godt jeg kunde og styrte med mine frakkeskjøter kursen hjem.

Da jeg var like over mit hus, blev spørsmaalet hvordan jeg skulde komme ned uten at komme tilskade. Jeg vred da halsen om paa ænderne, den ene efter den anden, sank derved sagte ned og kom til min koks store bestyrtelse gjennem skorstenspipen og ned i kjøkkenet, hvor der heldigvis ikke var tændt nogen ild.

Noget lignende hændte mig en anden gang med et kuld raphøns. Jeg var gaat ut for at prøve en ny rifle og hadde brukt op alt mit hagel, da et kuld raphøns pludselig fløi op like for næsen paa mig. Ønsket om at ha nogen af dem paa mit aftensbord indga mig en god idé. Jeg naadde det sted, hvor flokken hadde slaat sig ned, ladet geværet hurtig med krudt, tilspisset ladestokken og stak den ind i løpet istedetfor hagel. Saa gik jeg mot raphønsene og i det øieblik de fløi op, fyrte jeg og ladestokken gik gjennem syv stykker som saaledes blev sat paa spid.

Det kan ikke ofte nok gjentas, mine herrer, at med snarraadighet hjælper man sig frem under alle forhold i livet.

En anden gang hændte det, at jeg dypt inde i en skog i Rusland traf paa en prægtig sort ræv, hvis skind er saa værdifuldt, at det vilde ha været synd og skam at ødelægge det ved et skud.

Ræven stod tæt ind til et stort træ. Jeg tok hurtig kulen ut av geværet og ladet det istedet med en stor spiker, trykket av og traf dyret saa godt, at halen blev spikret fast til træet. Saa gik jeg bort til den med kniven i haanden, skar et dypt tversnit i panden og brukte saa min pisk med slik kraft paa den, at den tilslut bokstavelig talt løp ut av sit gode skind.

Ofte ser man, at lykken og tilfældet bøter paa vore feiltagelser. Dette fik jeg kort efter ovennævnte hændelse et merkelig bevis paa. Midt inde i skogen traf jeg paa et vildsvin med sin unge, som travet like bak hinanden. Min kule bommet men allikevel flygtet ungen som var den første, mens soen blev staaende uten at røre sig av flekken. Da jeg nøiere undersøkte saken, fandt jeg at soen var blind, at hun holdt sin unges hale mellem tænderne, og at ungen av barnlig kjærlighet til sin gamle mor paa denne maate ledet hendes skridt. Min kule hadde gaat imellem begge og truffet halen som var revet tversover, og mens ungen hadde rendt sin vei, var soen blit staaende endnu tyggende paa halen. Jeg tok derfor blot fat i halestumpen og ledet den gamle hjem uten den mindste møie, og uten at det gamle hjælpeløse dyr viste den ringeste gjenstridighet eller frygt.

Vildsvin ansees med rette for at være blandt de farligste og vildeste dyr, man kan træffe paa, hvilket jeg nok fik føle, engang jeg traf et slikt bæst midt inde i skogen. Jeg var ulykkeligvis ikke belaget paa et saadant møte, hvorfor jeg ikke kunde gjøre andet end at skynde mig bak et stort eketræ, netop som dyret rettet et støt mot mig med en saadan kraft, at dens hugtænder trængte igjennem træet, og den kunde hverken gjenta støtet eller trække tænderne tilbake. «Aahaa,» tænkte jeg, «nu har jeg dig,» og jeg fik fat paa en sten, med hvilken jeg bøide og hamret tænderne slik, at det blev aldeles umulig for den at komme løs og den pent maatte vente, til jeg kom tilbake fra nærmeste landsby, hvor jeg hentet rep og kjærre for at faa den levende hjem, hvilket ogsaa fuldstændig lykkedes mig.

I har sikkert, mine herrer, hørt tale om alle jægeres skyts-helgen, Sankt Hubert, og om det ædle kronvildt som viste sig for ham i skogen med det hellige kors mellem sine horn.[1] Jeg har ydet denne helgen min tribut hvert aar ved at følge hans eksempel og jeg har set hans hjort vel tusen ganger avbildet enten i kirker eller paa broderier, saa at jeg paa ære og samvittighet som god jæger ikke kan si enten der i fordums tider virkelig har været eller kanske endnu findes slike dyr med kors. Jeg skal heller fortælle, hvad jeg har set med mine egne øine. En dag som jeg alt hadde opbrukt baade kuler og hagel, mødte jeg en prægtig kronhjort, som saa aldeles ubekymret paa mig, som om den kjendte til min tomme hagelpung. Jeg ladet da bøssen øieblikkelig med stenene av nogen kirsebær, som jeg hadde gaat og suget paa. Saa fyrte jeg og traf dyret midt i panden mellem hornene. Det vaklet, men hadde allikevel kraft nok til at undfly.

[1] St. Hubert var hertug i det frankiske rike og blev omvendt til kristendommen, da han en langfredag var paa jagt og da traf en hjort, som hadde et straalende kors mellem sine horn. Han blev aar 723 biskop i Lüttich og hans minde blev sidenefter feiret hver 3dje november med store jagtfester.

O. a.

Et aar eller to senere var jeg paa jagt i samme skog, da fik jeg se et prægtig dyr med et fuldt utvokset kirsebærtræ omtrent ti fot høit mellem sine horn. Jeg gjenkjendte øieblikkelig fyren og betragtet den naturligvis som min retmæssige eiendom, idet jeg fældte den med et velrettet skud, som paa engang gav mig baade stek og kirsebærsauce, for træet var fuldt av den saftigste frugt, som jeg nogensinde har smakt.

Hvem vet, om ikke en eller anden høihellig jæger eller kanske en jagende biskop eller abbed kan ha skutt og plantet korset paa en lignende maate mellem taggerne paa St. Huberts dyr?

Disse hellige mænd (av den katolske kirke naturligvis) har altid været kjendt for sin nidkjærhet til at plante kors og horn, og i et vanskelig tilfælde er man tilbøielig til at gripe til ethvert middel for at hjælpe sig ut av nøden, heller end at la en gunstig leilighet undslippe. Jeg har selv ofte befundet mig i slike vanskelige tilfælde og har da altid handlet efter øieblikkets indskydelse. Hvad sier De for eksempel til følgende hændelse.

Jeg var en dag paa jagt i en av Polens uhyre skoger, og efter at ha opbrukt alt mit krudt vendte jeg hjemover da mørket faldt paa. Da møtte jeg pludselig en vældig bjørn, som med opspærret gap lot til at ville gjøre mit nærmere bekjendtskap. Jeg rotet i en fart gjennem alle mine lommer i haab om at finde noget krutt og en kule, men forgjæves.

Jeg fandt bare to reserveflintesten, og den ene slynget jeg da av alle kræfter ned i gjennem uhyrets digre gap. Den likte nok ikke dette for den gjorde helt om, og idetsamme slynget jeg den anden sten ind den motsatte vei, og det frembragte i sandhet en uanet virkning. Begge stenene støtte mot hinanden inde i maven og slog øieblikkelig ild, saa bjørnen fløi i luften med et frygtelig brak.

Skjønt jeg saaledes kom helskindet fra det denne gang vilde jeg dog nødig igjen vaage mig mot en bjørn uten andre forsvarsmidler.

Der synes at hvile en vanskjæbne over mig i den henseende, at de mest glubske og farligste dyr i almindelighet møter mig naar jeg er værgeløs, som om de instinktmæssig ante det. Saaledes hændte det engang, just som jeg hadde tat av flintestenen for at paasætte en ny, at en uhyre bjørn kom brummende mot mig. Jeg var aldeles hjælpeløs og hadde netop tid nok til at klatre op i et træ for at redde mig. Ulykkeligvis faldt min jagtkniv under opklatringen ned, saa jeg ikke hadde andet til at paaskrue flinten med end mine fingre, som var aldeles utilstrækkelige, da laasen var meget træg. Bjørnen la sig paa vagt under træet, og jeg ventet hvert øieblik, at den skulde komme efter mig. Som jeg før har fortalt hadde jeg engang med held avfyrt mit gevær ved hjælp av mine øines ild; men det middel synes jeg litet om, da jeg hadde faat en heftig betændelse i øiet av det, som endnu ikke var helbredet. Jeg betragtet med begjærlige blik mit vaaben som laa paa sneen, men det hjalp jo ingenting; men saa fik jeg pludselig et heldig indfald.

Mine herrer vet, at jægeren likesom filosofen bestandig har noget paa rede haand. For mig har min jagttaske stedse været det arsenal, som forsyner mig med ethvert hjælpemiddel. Jeg rotet efter og fandt noget hyssing, en kroket spiker og litt voks. Vokset var stivnet i kulden, saa jeg maatte først lægge det ind paa brystet for at bløte det op. Spikeren strøk jeg saa over med voks, fæstet den til hyssingen og firte den øieblikkelig ned paa knivens haandtak.

Den sterke kulde gjorde, at spikeren øieblikkelig frøs fast. Nu drog jeg sagte og varsomt det noksaa tunge vaaben op med hyssingen. Med dettes hjælp hadde jeg knapt gjort min rifle istand, før bamsen begyndte at klatre opover træet; men jeg mottok den nu med en saadan salve, at lysten til at klatre forgik den for bestandig.

En anden gang kom en uhyre ulv saa uforvarende over mig, at jeg ingen anden utvei kunde finde paa end rent instinktmæssig at kjøre min arm ned igjennem dens svælg. For at den ikke skulde bite armen over, stak jeg den helt ind til skulderen, men hvad skulde jeg saa gjøre? Min stilling var just ikke særdeles behagelig. Man tænke sig bare: ansigt til ansigt med en ulv. Vi betragtet hinanden just ikke med de venligste blik, det kan jeg forsikre. Hvis jeg trak min arm tilbake, vilde bæstet fare endnu mere rasende ind paa mig, det kunde jeg tydelig læse i dets gnistrende øine.

Jeg tok derfor et godt tak i dens indvolder, vendte ut og ind paa dem som paa en hanske, kastet den saa til jorden og lot den ligge, sig selv til straf og andre til advarsel.

Samme middel vilde jeg nødig ha forsøkt overfor en gal hund, som kom sættende efter mig i en av St. Petersburgs trangeste gater.

Redde sig hvo kan, tænkte jeg, kastet min pelsværksfrakke og var inden døre i et øieblik.

Jeg sendte min tjener ut for at hente frakken, og han hængte den ind i garderoben til mine andre klær. Morgenen derefter da jeg sat og spiste frokost, blev jeg høilig forbauset ved at høre min kammertjener Josef rope:

«For guds skyld, baronens frakke er blit gal.»

Jeg sprang op, ilte ind i garderoben og fandt alle mine klær hulter til bulter og nogen aldeles iturevet. Fyren hadde fuldstændig ret, frakken var blit gal. Jeg kom netop tidsnok til at se den overfalde min fineste selskapsdragt, som den rystet og tumlet med paa den ubarmhjertigste maate.

III.
Anekdoter om baronens hunder og hester.
Alle disse merkelige oplevelser, mine herrer, som jeg nu har fortalt Dem, faldt kun lykkelig ut ved hjælp av min aandsnærværelse og mine kraftige anstrengelser, hvilke egenskaper, som enhver vet, er aldeles uundværlige for den egte jæger, soldat og sjømand. Det vilde i sandhet være en meget letsindig jæger, admiral eller general, som altid vilde stole paa et lykkelig tilfælde eller sin gode lykke uten at bryde sig om de forsigtighetsregler, som netop forebygger tilfældet, og uten i forveien ved de bedste forholdsregler at sikre sig et heldig utfald. Jeg har aldrig været skjødesløs hverken i den ene eller den anden henseende, for jeg har altid ikke alene været kjendt for mine udmerkede hester, hunder og geværer, men ogsaa for min dygtighet i at bruke dem, saa jeg nok kan si uten at smigre mig selv, at jeg har skapt mig et uforgjængelig navn i skog og mark.

Jeg skal ikke trætte Dem med lange beskrivelser av mine stalder, mit hundehus eller min vaabensamling, men to av mine hunder var dog saa udmerkede, at jeg aldrig kan glemme dem eller forbigaa dem i taushet. Den ene var en fuglehund, som dag og nat var like nyttig, forstandig og utrættelig. Om natten hængte jeg en lygte paa dens hale og jaget saaledes godt, ja næsten bedre end paa lyse dagen.

En dag ikke længe efter at jeg var blit gift, fik min hustru det indfald at bli med paa jagt. Jeg red i forveien for at opspore noget vildt, og det varte heller ikke længe, før min gode hund stod foran nogen hundrede raphøns. Jeg ventet imidlertid paa min hustru som skulde komme bakefter, ledsaget av min forvalter og en tjener. Jeg ventet og ventet, men ingen kom. Tilslut blev jeg ganske ængstelig og vendte om; men jeg var ikke kommet halvveis, før jeg hørte stønnen og nødrop, som syntes at komme fra et sted i nærheten, og allikevel kunde jeg ikke opdage et levende væsen. Jeg steg da av hesten, la øret til jorden og opdaget at lyden kom nedenifra jorden. Jeg kjendte paa stemmerne min hustru, forvalteren og tjeneren. Saa husket jeg ogsaa at det ikke langt borte var en kulgrube, som jeg ganske nylig hadde latt aapne, og det kunde nu desværre ikke være nogen tvil om den skjæbne, som hadde rammet min hustru og hendes ledsagere.

Fra nærmeste landsby fik jeg da i største hast hentet alle minearbeiderne, og med de største anstrengelser lykkedes det os ogsaa tilslut at faa draget dem op av gruben, som var over 100 fot dyp. Først blev tjeneren og hans hest bragt for dagens lys, saa forvalteren og tilslut min hustru og hendes lille kleppert. Det merkeligste ved hele saken var, at trods det frygtelige fald kom ingen — hverken mennesker eller dyr — til nogen skade, med undtagelse av nogen ubetydelige skrammer; men saa var de saa meget mere forskrækkede og rædde.

Det blev ikke noget mere av jagten den dag, som man nok kan forstaa, og i forskrækkelsen glemte jeg aldeles hunden, og det maa ogsaa være min undskyldning for at jeg heller ikke husket paa den næste morgen, da jeg maatte reise bort i vigtige forretninger som vilde komme til at holde mig væk i fjorten dage. Jeg var neppe kommet hjem før jeg savnet min hund, Diana. Ingen av mine tjenere visste nogen besked om den, skjønt de hadde søkt overalt efter den. Tilslut fik jeg en god idé. «Du skal se,» tænkte jeg, «at den endnu staar for raphønsene.»

Jeg gav mig straks paa vei, fuld av haab, og ganske rigtig, da jeg kom dit hvad saa jeg da? Min tispe paa samme sted hvor jeg hadde forlatt den for fjorten dage siden.

Avance! ropte jeg.

Diana for frem og jeg fik fem og tyve i et skud. Men det stakkars dyr var saa magert og utsultet, at det knapt hadde styrke til at komme bort til mig. Jeg skulde heller ikke ha faat hunden hjem, hvis jeg ikke hadde tat den foran paa sadelknappen, hvilket man nok kan forstaa at jeg gjorde med den største glæde. Nogen dages hvile og god forpleining bragte den i likesaa godt hold som før, og nogen uker efter hjalp den mig til at løse en gaade, som ellers sandsynligvis vilde være forblit uopklart for bestandig.

I to dage jaget jeg den samme hare; Diana opsporet den bestandig for mig men det kunde aldrig lykkes mig at komme den paa skud. Jeg har set for mange underlige ting til at tro paa hekseri; men jeg tilstaar at min forstand stod stille overfor denne avskyelige hare. Tilsidst kom jeg dog saa nær den, at jeg næsten kunde berøre den med geværmundingen, da den gjorde en kolbøtte og hvad sker da? Jo min hare hadde to par ben under buken og to par paa ryggen. Naar derfor de underste var trætte, vendte den helt rundt som en dygtig svømmer, som avvekslende svømmer paa maven og ryggen, og løp saa videre paa de andre med friske kræfter. Jeg har aldrig senere set en lignende hare, og jeg skulde sikkert nok heller ikke ha faat fat i den uten med en slik hund som Diana.

Den var saa merkelig overlegen alle andre hunder, at jeg uten frygt for at bli beskyldt for overdrivelse skulde erklære den for at være uten like, hvis jeg ikke hadde hat en mynde som kunde kappes med den.

Mynden var ikke saa merkværdig paa grund av sit utseende, som paa grund av sin rent utrolige hurtighet. Hadde I, mine herrer, set den jage, vilde I sikkert likesom jeg, ha beundret og elsket den og fundet det ganske naturlig, at jeg tilbragte saa megen tid i dens selskap. Den løp saa hurtig og saa længe i min tjeneste, at den slet det underste led av benene av sig, men jeg fik allikevel god nytte av den ogsaa da, nemlig som grevlingehund.

Engang denne hund skulde hvalpe, var vi ute paa jagt sammen og trods alle mine forsøk paa at holde den tilbake, løp den saa hurtig som nogensinde, denne gang efter en, som det forekom mig, ualmindelig tyk hare som den hadde opsnust. Det var med nød og neppe at jeg i avstand kunde følge den tilhest. Paa engang hørte jeg et glam som av et helt hundekobbel, men saa svakt og fint, at jeg ikke kunde skjønne hvad det var. Men da jeg indhentet hunden, fik jeg se et høist vidunderlig syn. Baade hunden og haren hadde kastet i fuldt løp, og der var just likesaa mange hareunger som hvalper! Indstinktmæssig tok de smaa harer flugten, og av samme aarsak satte hvalperne efter og fanget dem, og saaledes sluttet jeg jagten med seks harer og seks hunder, skjønt jeg begyndte med én.

Jeg tænker paa denne min vidunderlige tispe med den samme fornøielse og glæde, som paa en prægtig lithauisk hest, som intet guld kunde ha opveidd. Jeg fik den ved en leilighet, da jeg til megen hæder for mig fik anledning til at vise min færdighet i ridekunsten. Jeg var som gjest paa grev Przobosskys prægtige slot i Lithauen, og sat en dag sammen med damerne ved tebordet, mens herrerne var nede i gaarden for at se paa en ung hest av arabisk blod som netop var kommet fra stutteriet.

Pludselig blev vi opskræmt av nødrop, og da jeg skyndte mig ut, saa jeg at hesten var saa vild og ubændig at den hadde kastet sin rytter av salen, og ingen turde nærme sig den. De mest uforfærdede ryttere stod der bleke og motfaldne, og ingen visste hvordan de skulde bære sig ad, da jeg med et eneste sprang kastet mig op paa hestens ryg og ved at overraske den slik, ikke alene skræmte den, men ogsaa tvang den — ved at opbyde al min ridekunst — til lydighet, og inden fem minutter var den føielig og from som et lam. For at vise damerne dette og for at spare dem for unødig angst, tvang jeg hesten til at sætte ind igjennem et av vinduerne i salen. Der red jeg rundt værelset flere ganger baade i skridt, trav og gallop, og tilslut satte vi op paa tebordet, hvor den gjennemgik hele den høiere rideskole, hvilket moret damerne overordentlig.

Min hest viste sig saa velopdragen og førte sig saa behændig, at den ikke slog istykker det mindste, hverken av glas eller porcelæn. Dette gjorde ikke alene paa damerne, men ogsaa paa greven et saa gunstig indtryk, at han med sin sedvanlige høflighet bad mig motta hesten og føre den til seier og ære i det felttog mot tyrkerne, som jeg skulde delta i under anførsel av grev Münnich.

 

IV.
Eventyr i den tyrkiske krig.
Jeg kunde virkelig ikke ha faat en mere nyttig eller kjærkommen gave ved begyndelsen av det felttog, hvormed min løpebane som kriger begyndte. En hest paa engang saa from, livfuld og fyrig — baade et lam og en Bucephalus i en skapning — maatte jo altid bringe mig til at erindre en soldats pligter, og fik mig ogsaa ofte til at tænke paa den unge Aleksander og hans bedrifter som hærmand. Hensigten med krigen var at gjenoprette den russiske hærs anseelse, som hadde faat et litet knæk ved czar Peters siste felttog ved Pruth, og denne hensigt blev ogsaa naadd ved flere meget anstrengende og glimrende felttog under anførsel av den berømte feltherre, som jeg før har nævnt.

Beskedenhet forbyr en underordnet at tilegne sig nogen andel i store seire eller bedrifter, som blir regnet den kommanderende general til ære, hvor middelmaadig han end er; ja man ser endog at æren blir tilskrevet den hjemmeværende konge, dronning eller krigsminister, skjønt de sandsynligvis aldrig har lugtet krutt uten ved parade og aldrig set andre valpladser end øvelsesleire. Jeg vil derfor ikke tilegne mig nogen andel i den hæder, vi høstet under vore talrige felttog mot fienden. Vi gjorde alle vor pligt som i soldatens, fædrelandsvennens og den tapre mands sprog overhodet har en ganske anden betydning, end ørkesløse kandestøperpolitikere kan gjøre sig noget begrep om. Da jeg hadde faat befaling over et husarregiment, blev jeg sendt paa flere tog med ordre til at handle efter bedste skjøn, og den hæder som vi da indla os, kan vel ikke godt bli tilregnet andre end mig og de tapre folk, som jeg førte til strid og seier.

Den dag vi drev tyrkerne tilbake til Oczakow, var jeg i hærens fortrav og hadde en meget varm dag. Min fyrige lithauiske ganger hadde den dag nær bragt mig i en slem knipe. Jeg var stillet paa en fremskutt post langt fra hovedstyrken og fik da se en avdeling av fienden komme imot mig indhyllet i en støvsky, som gjorde det umulig for mig at se hvormange de var, eller hvad deres hensigt var. At indhylle os i en lignende støvsky, vilde ikke ha gjort mig klokere og var litet hensigtsvarende. Jeg lot derfor mine forposter ride ut til høire og venstre med befaling at støve saa meget som mulig, mens jeg selv red nærmere for at iagtta dem. Utfaldet svarte ogsaa til forventningerne. Mine forposter bragte forvirring og uorden i fiendens rækker. Da jeg derfor med hovedstyrken gjorde et voldsomt anfald paa dem, adsplittet vi dem fuldstændig og anrettet et frygtelig nederlag blandt dem, saa de snart flygtet alt hvad de kunde. Vi forfulgte dem ikke alene til den befæstede by i deres tilbaketogslinje, men endog tversigjennem den, og det overgik vore dristigste forventninger.

Min hest fløi som vinden, saa jeg kom langt foran mine folk, og da jeg saa fienden i hast flygte ut igjennem den motsatte port, fandt jeg at det var fornuftigst at stanse paa torvet og la mine folk samles der; men jeg blev høist forbauset ved hverken at kunne opdage en eneste husar eller trompeter. Jager de gjennem de øvrige gater, eller hvad kan der være blit av dem? Iallefald kunde de ikke være langt borte og maatte snart forene sig med mig. I forventning herom lot jeg min anpustne hest drikke av en springbrønd paa torvet. Den drak med en overordentlig begjærlighet og lot aldrig til at bli utørst, hvilket var naturlig nok, for da jeg saa mig nok en gang om efter mine folk, hvad tror dere jeg da blev var? Hele min hests bakdel var væk, som skaaret med en kniv! Vandet strømmet derfor likesaa fort ut igjen som det kom ind, uten at hesten beholdt en draape derav. Hvordan var min stakkars hest kommet i en slik tilstand? Jeg grublet endnu forgjæves derover, da min gamle vagtmester kom til og efter i de sterkeste uttryk at ha uttrykt sin glæde ved at se mig i sikkerhet, gav han mig følgende forklaring:

Da jeg hovedkulds trængte ind i fæstningen sammen med den flygtende fiende, lot forsvarerne pludselig porten falde og den skar min hest tversover. Bakdelen hadde da ved uophørlig at sparke og spænde foraarsaget et frygtelig mandefald blandt fienden, men da den fandt det umulig at komme ind i fæstningen, hadde den begit sig til en nærliggende eng, hvor jeg uten tvil kunde finde den. Jeg vendte da øieblikkelig om, og fordelen bar mig i gallop til engen hvor jeg til min store glæde fandt den muntert græssende sammen med en del andre hester.

Efter slike haandgripelige beviser paa, at begge dele endnu var i live, sendte jeg bud til vor dyrlæge som uten at tape et øieblik sydde begge sammen med det første som var ved haanden, hvilket tilfældigvis var tynde grener og unge skud av laurbær.

Da nu dette svære saar blev lægt, hændte noget som ikke godt kunde træffe nogen anden end min glorværdige hest. De unge skud skjøt nemlig rot i dens legeme, de vokste og dannet tilslut likesom en løvhytte over mig, saa at jeg siden efter kunde delta i mange tog i skyggen av mine egne og min hests laurbær.

En liten ubehagelighet som denne vaabendaad forvoldte mig, maa jeg ogsaa fortælle.

Jeg hadde svunget mit sverd mot fienden saa længe og saa kraftig, at min arm uvilkaarlig gjorde den samme bevægelse længe efter at fienden var forsvundet. Jeg var saa ræd for at tilføie mig selv eller nogen av mine folk naar de kom nær mig, nogen skade, at jeg var nødt til at bære armen i bind en ukes tid, aldeles som om jeg skulde ha saaret mig.

En mand som har vist sig at kunne utføre slike bedrifter som jeg med min litauer, kan man vel ogsaa tro istand til at utføre en anden daad som ved første øiekast synes at høre til umuligheterne, og som jeg selv vilde ha hat mine tvil om, hvis jeg hadde hørt den fortælle. Vi beleiret en by hvis navn jeg har glemt, og det var vor general meget magtpaaliggende at faa vite, hvordan tilstanden var inde i byen. Det syntes at være umulig at trænge ind i den; ti man maatte passere først forposterne, saa utenverkerne og tilslut selve befæstningerne. Heller ikke fandtes der en sjæl som vilde paata sig dette hverv. Maaske litt for forfængelig av min krigerdygtighet, men vel ogsaa av tjenesteiver, besluttet jeg at anstille et forsøk og stillet mig i den hensigt ved siden av en av de største kanoner. Da den blev avfyrt, hoppet jeg op paa kulen for paa den maate at komme ind i fæstningen; men da jeg var kommet halvveis, begyndte jeg at overtænke saken. «Hm,» tænkte jeg, «komme ind kan du nok, men hvordan for pokker vil du bære dig ad med at komme tilbake? Du vil bli tat for en spion og hængt i det høieste træ og det er en plads, som ikke anstaar en Münchhausen.» Paa grund av disse og lignende likesaa hyggelige betragtninger som jeg anstillet, passet jeg paa da en kule fra fæstningen strøk like forbi mig, og hoppet bort paa denne. Saaledes kom jeg tilbake til mine venner, vistnok uten at ha utført mit ærinde, men dog sund og hel.

Min hest var ikke mindre flink end jeg i den høiere gymnastik. Hverken hækker, diger eller noget andet kunde stanse den, overalt gik den like frem. En dag forfulgte jeg en hare; denne fik det indfald at sætte tversover landeveien, men i det samme kom ogsaa en herskapsvogn kjørende forbi, med to vakre damer ind i. Min hest lot sig dog ikke stanse, men sprang tvers igjennem vognens aapne vinduer med slik fart, at det var saa vidt jeg fik tat hatten av mig og be damerne undskylde min høist utidige paatrængenhet.

En anden gang skulde jeg sætte tvers over en sump; men da jeg var kommet midt over den, fandt jeg avstanden længere, end jeg hadde trodd og vendte derfor om i luften for at ta bedre tilsprang, men forregnet mig ogsaa nu og faldt i til halsen. Sikkert hadde jeg fundet en fortidlig død, om jeg ikke ved hjælp av min armstyrke hadde løftet mig selv og min hest, som jeg holdt fast ved knærne, op ved min haarpisk.

Denne maate at dra sig ut av en forlegenhet, synes jeg fortjener almindelig opmerksomhet og jeg vil især anbefale den til alle som har sat sin lid til store herrers løfter.

 

V.
Eventyr i tyrkisk slaveri og paa hjemreisen.
Trods alt mit mod og trods alle mine og min hests udmerkede egenskaper var jeg dog engang saa uheldig under krigen med tyrkerne at bli overmandet og tat til krigsfange. Og hvad værre var, jeg blev solgt som slave, hvilket er meget almindelig hos tyrkerne.

Mit daglige arbeide i denne min fornedrelsens stand var ikke haardt eller anstrengende, men derimot ganske forunderlig og kjedsommelig nok. Jeg drev nemlig hver morgen sultanens bier paa græs, vogtet dem hele dagen og drev dem om aftenen hjem igjen til kuberne. En aften manglet jeg en bi, men ved at søke efter den, opdaget jeg at to bjørner holdt paa at rive i hver av dens vinger for at komme til den honning som den indeholdt. Jeg hadde intet andet vaaben end den sølvøks, som sultanens gartnere bærer som tegn paa sin værdighet. Jeg kastet den efter røverne for at skræmme den, og befridde ogsaa paa den maate min stakkars bi; men jeg kastet uheldigvis med saa stor kraft, at øksen som fik en gal retning, for videre og ikke stanset før den naadde maanen.

Hvorledes skulde jeg nu bære mig ad med at faa den igjen? Jeg kom da heldigvis til at huske paa at jeg etsteds hadde læst, at tyrkiske bønner vokser uhyre hurtig og kan opnaa en utrolig høide. Jeg plantet da straks en; den skjøt rot og vokste med slik fart, at den snart slynget sig om en av maanens horn. Jeg klatret op ad den og naadde ogsaa i sikkerhet maanen, men maatte lete længe før jeg fandt øksen, hvilket aldeles ikke var let paa et sted, hvor alting skinner som sølv. Tilslut fandt jeg den dog liggende paa en haug med hakkelse og høi. Nu skulde jeg da se til at vende tilbake; men uheldigvis hadde solen optørket min bønnestængel, saa jeg fik nok se til at finde paa et andet raad. Jeg fandt da paa at tvinde et taug av hakkelse, gjorde det saa tykt og langt som jeg kunde, fæstet det ved et av maanens horn og begav mig saa paa vei. Eftersom jeg klatret ned, kappet jeg av den øvre ende av tauget, som jeg ikke længere hadde bruk for, skjøtet paa den nederste ende og kom saaledes et godt stykke ned. Tauget blev naturligvis ikke bedre av denne evindelige paaskjøtning, saa det brast, da jeg vel kunde være en fire, fem mil over jorden. Jeg faldt mot jorden med slik voldsomhet, at jeg aldeles mistet bevistheten, og da jeg kom til mig selv igjen, fandt jeg at jeg at hadde slaat et hul, som var omtrent atten favner dypt.

Jeg kom mig snart, men kunde ikke begripe hvordan jeg skulde komme op igjen. Dog viste sig her som saa ofte ellers, at nøden er mor til opfindsomhet. Jeg gravet et slags trappetrin med mine negler (baronens negler var da 40 aar gamle) og kom saaledes møisommelig op igjen, hvorpaa jeg optok min forrige bestilling. Belært av denne dyrekjøpte erfaring opfandt jeg en bedre maate at bli kvit bjørnene paa, dersom bekjendt forekommer i store mængder i Tyrkiet og som aldrig vilde la mine stakkars bier være i fred. En aften oversmurte jeg en vognstang med et tykt lag med honning og la mig saa i bakhold i nærheten for at se, hvad der vilde hænde. En uhyre stor bjørn blev tiltrukket av honninglugten og begyndte at slikke stangen med en saadan graadighet, at den slikket den tversigjennem hals og mave og ut paa den anden side. Da den saaledes var godt og vel spiddet, løp jeg til og drev en svær plug gjennem stanghullet og hindret den saaledes i at vende tilbake. Jeg lot den bli staaende der hele natten, og da sultanen næste morgen tilfældigvis kom forbi mens han røkte sin morgenpipe og fik se det puds, jeg hadde spillet bjørnen, var han nær ved at dø av latter over et saa pudsig syn.

Snart efter blev freden sluttet mellem Tyrkiet og Rusland, og jeg blev tillikemed endel andre krigsfanger sendt hjem til St. Petersburg. Jeg tok avsked fra russisk tjeneste paa den tid, da den høist besynderlige revolution fandt sted, hvorved barnekeiseren i sin vugge, hans mor og hendes far, hertugen av Brunsvig, feltmarskalk Münnich og mange andre blev forvist til Sibirien. Paa min vei hjemover hadde jeg mange flere besværligheter, end da jeg reiste ut, ti vinteren var det aar saa kold, at selv solen fik frostblemmer, hvilket endnu tydelig kan sees paa dens ansigt.

Jeg reiste med deligencen, og da vi kom ind i en hulvei, paala jeg kusken at blæse sterkt i hornet, forat vi kunde undgaa at møte nogen i denne trange vei. Han blaaste saa han blev ganske blaa i ansigtet, men uten at kunne faa en eneste tone frem, hvilket var os allesammen ganske uforklarlig og meget ubehagelig, for snart efter kom en anden vogn imot os. Veien var saa smal at det var aldeles ugjørlig at komme forbi hinanden. Jeg hoppet derfor ut av vognen og begyndte at spænde hestene fra. Saa tok jeg vognen med alt, hvad deri var, paa nakken og hoppet over en ni fot høi hæk ind paa en mark og over hækken ut paa veien igjen et stykke nedenfor den anden vogn. Naar man betænker vognens tyngde, saa kan jeg forsikre at det just ikke var det letteste arbeide. Derpaa tok jeg hestene, en under hver arm, og i to vendinger bar jeg dem paa samme maate bort til vognen, lot kusken spænde for og fortsatte veien til det vertshus, hvor vi skulde overnatte.

Jeg skulde ogsaa ha fortalt, at en av hestene var næsten bare en fole og meget livlig, og den likte nok ikke denne slags bevægelse, for den begyndte at sparke og bite; men jeg fik den til at være rolig ved at stikke dens bakben ned i min frakkelomme. Da vi var kommet til vertshuset, forfrisket vi os ved et godt aftensmaaltid; kusken hang sit horn paa en knag paa væggen og vi satte os likeoverfor hinanden. Paa engang hørte vi: Tatra tatra tatra ta! Nu opdaget vi grunden til at kusken ei hadde været istand til at faa en eneste lyd ut av hornet; tonerne var frosset fast i hornet, og det var naturlig nok, at de nu lot sig høre da de tinte op. Den gode mand kunde saaledes til megen ære for sig underholde os en god stund med forskjellige melodier uten at sætte hornet til munden, saasom: «Kongen av Prøisens marsch!» «Over berg og dale» og mange andre yndede melodier og tilslut aftensalmen: «Nu hviler hele jorden.» Dermed ophørte denne aftenunderholdning og jeg faar gjøre det samme med mine russiske reiser.

 

De fleste reisende har den slemme vane naar de fortæller sine oplevelser, at lægge til meget mere end de virkelig har set. Man kan da ikke undre sig paa, at tilhørere og læsere undertiden begynder at faa tvil om deres sandruhet. Men hvis nogen her i selskapet skulde være fristet til at tvile paa sandheten av de tildragelser, jeg nu har fortalt, da beklager jeg ham meget og vil ogsaa føle mig dypt saaret ved denne mangel paa tillit, men jeg vil tillike raade vedkommende til at forlate selskapet, før jeg begynder paa mine sjøeventyr, for de er endnu mere vidunderlige og dog paa min ære likesaa sandfærdige som de nu skildrede.

 

VI.
Baron von Münchhausens eventyrlige sjøreiser.
Den første gang, jeg reiste utenlands, var lang tid før den russiske reise, hvis merkeligste hændelser jeg nylig har hat den ære at berette.

Jeg var i den alder da man ligger i proces med gaasen, som min morbror, en husaroberst med de største mustascher som nogen endnu har baaret, pleide at si for spøk; det vil si, det var uavgjort om det fine dun som bedækket min hake, skulde bli til skjæg eller fjær. Det var da at reiser tilsjøs blev mine længslers drømmer. Min far hadde selv tilbragt en stor del av sin ungdom paa reiser, og han pleide at forkorte de lange vinteraftener for os med at fortælle om sine oplevelser, hvilket han gjorde paa en enkel og fordringsløs maate.

Jeg skal kanske siden ha den ære at berette nogen av hans fortællinger.

Saa kan jeg da med skjæl si, at baade fødselen og opdragelsen i like maate har bidraget til at nære denne min tilbøielighet for reiselivet. Jeg grep enhver leilighet til at tale min sak, men bestandig forgjæves. Hvis jeg engang imellem kunde rokke min fars beslutning, saa kunde jeg være viss paa at min mor og mine tanter la sig imellem, saa jeg bestandig tapte enhver fordel, som jeg kunde ha vundet.

Tilsidst sendte skjæbnen mig tilhjælp en av min mors slægtninger som avla os et besøk.

Jeg blev snart hans yndling; han fortalte mig, at jeg var en kjæk gut, og at han vilde gjøre alt for at mit ønske skulde bli opfyldt. Hans veltalenhet gjorde mere virkning end min egen, og efter mange spørsmaal, indvendinger og utflugter, blev det tilslut bestemt at jeg skulde faa følge med ham til Ceylon, hvor hans farbror var guvernør.

Vi avseilet fra Amsterdam med meget vigtige depecher fra de hollandske generalstater. Vor reise udmerket sig ikke ved merkelige tildragelser, med undtagelse av en storm, som jeg maa ofre nogen ord paa, paa grund av de merkelige følger som den hadde.

Orkanen brøt løs, just som vi hadde kastet anker ved kysten av et stort rike for at indta vand og ved, og den raste med slik voldsomhet, at en hel skog av uhyre store trær blev rykket op med roten og slynget op i luften. De blev kastet i en saadan høide, at de største trær kun syntes os at være som smaa dun, som man undertiden ser flyve omkring i luften. Men det hadde ikke saa farlige virkninger endda, for straks stormen stilnet av faldt ethvert træ ned paa sin gamle plads hvor roten øieblikkelig fæstnet, med undtagelse av et eneste og tilmed det største av dem allesammen.

I det øieblik da dette træ blev rykket op, var et egtepar ivrig ifærd med at plukke agurker av dets grener, for i den del av verden vokser agurker paa trær.

De brave folk fandt sig i sin skjæbne med beundringsværdig taalmod, men deres vægt foraarsaket, at træet forandret retning og faldt ned paa jorden efter hele sin længde. Nu maa De vite at provinsens statholder hadde forlatt sin bolig, som alle der pleier at gjøre under en orkan, av frygt for at bli begravet under sit slots ruiner. Da orkanen stilnet av, vendte han tilbake gjennem sin have, da træet faldt ned paa ham og lykkeligvis slog ham ihjel.

Lykkeligvis?

Ja, lykkeligvis, mine herrer, for statholderen var med Deres tilladelse den skammeligste tyran. Alle provinsens indbyggere, hans egne yndlinger iberegnet, var de elendigste skapninger under solen. Uhyre forraad laa og raatnet i lader og forraadshus, mens folket som han hadde utsuget, holdt paa at dø av hunger. Han hadde intet at frygte av fremmede voldsmænd, og dog utskrev han alle unge mænd for med vold og magt at gjøre helter av dem, og naar de saa var oplært, solgte han hele samlingen til høistbydende, for at kunne ophope nye millioner til de millioner som hans far hadde efterlatt ham. Man fortalte os at han hadde lært denne uhørte fremgangsmaate paa en reise til Norden. Endskjøndt vi var store patrioter, saa gjorde vi dog intet forsøk paa at gjendrive denne paastand, da en reise til Norden for disse mennesker likesaavel kunde bety til de canariske øer som til Grønland; men vi hadde forresten mange andre grunder til ikke at indlate os paa dette emne. I taknemlig ihukommelse av de store tjenester som dette agurkplukkende par hadde bevist sit land, indgav samtlige indbyggere en underdanigst ansøkning til regjeringen om at faa manden utnævnt til hans efterfølger, hvilket ogsaa naadigst blev indvilget. Vistnok hadde disse brave folk paa sin ufrivillige luftreise kommet solen saa nær, at denne vor lyskildes blændende glans hadde omtrent utslukket baade deres ytre og indre lys; men de styrte derfor kun saa meget desto bedre, og ingen spiste sidenefter agurker der i landet uten at rope: «Himlen bevare vor statholder!»

Efter at ha utbedret den skade, som stormen hadde tilføiet vort skib og overværet festmaaltidet til ære for den nye statholder, avseilet vi med gunstig vind og kastet anker ved Ceylon efter seks ukers forløp. Da vi hadde været der omtrent fjorten dage, spurte guvernørens ældste søn mig om jeg vilde gaa paa jagt med ham, et tilbud som jeg mottok med megen glæde. Min ven var stor og sterk og vant til klimaets utaalelige hete, mens jeg snart blev træt og derfor var et godt stykke bakefter ham da vi naadde skogen.

Jeg vilde just til at sætte mig ned for at hvile ved den bratte bred av en elv, som en stund hadde fæstet min opmerksomhet, da jeg med et fik høre et forfærdelig brøl bak mig. Jeg saa mig om, og man kan tænke sig min forfærdelse ved at se en uhyre løve komme imot mig, og i hvis ansigt jeg tydelig kunde se en allernaadigst beslutning om at ta mig til frokost uten at spørre mig om lov.

Min bøsse var bare ladd med hagl, og desuten hadde jeg hverken tid eller aandsnærværelse nok til at betænke mig. Jeg sigtet paa den, da jeg haabet om end ikke at saare den, da idetmindste at kunne skræmme den. Men bæstet kom rasende imot mig, som om det hadde forstaat hvad min hensigt var. Jeg blev da aldeles fra mig selv, kastet bøssen og forsøkte rent instinktmæssig at flygte. Jeg gyser endnu, naar jeg tænker paa det syn som da mødte mig. Nogen skridt foran mig laa en uhyre krokodille med aapent gap for at sluke mig.

Forestil Dem, mine herrer, min frygtelige stilling: bak mig løven, foran mig krokodillen, tilvenstre en rivende strøm, tilhøire en frygtelig avgrund som jeg bakefter fik høre, var fuld av giftige ormer.

Det svimlet for mig, og bevidstløs faldt jeg til jorden. Jeg er sikker paa at endog Herkules vilde ha gjort det samme i min stilling.

En eneste tanke stod endnu klar for mig, og det var at jeg det næste øieblik kunde vente at kjende den rasende løves tænder eller at bli opslukt av krokodillen. Nogen sekunder forløp, da hørte jeg et sterkt bulder, hvorefter det blev aldeles stille. Om en stund vovet jeg at løfte hodet, og hvad tror I vel jeg saa?

Jo, til min uutsigelige glæde fandt jeg, at løven hadde sprunget over mig i det øieblik da jeg faldt, og like ind i krokodillens aapne gap. Dens hode var kommet ned i krokodillens svælg, og begge arbeidet av alle kræfter for at komme løs. Jeg sprang straks op, drog min hirschfænger og skilte med et eneste hug løvens hode fra kroppen, som blev liggende ved mine føtter. Derpaa støtte jeg med bøssekolben hodet saa langt jeg kunde, ned i gapet paa krokodillen, som derved blev kvalt i et øieblik.

En liten stund efter denne min glimrende seir, kom min ven til, da han var blit urolig over mit lange fravær. Han lykønsket mig paa det varmeste, og vi maalte nu krokodillen som vi fandt var firti fot og syv tommer lang.

Saasnart guvernøren fik høre om denne merkelige jagthændelse, sendte han en vogn og folk for at hente begge dyrene.

Jeg fik en bundtmaker der paa stedet til at gjøre mig en hel del tobakspunger av løvens hud, og forærte bort en del til mine bekjendte paa Ceylon. Ved min tilbakekomst til Holland skjænket jeg resten dels til borgermesteren i Amsterdam, dels til nogen kjøbmænd, for at bevidne dem min særdeles agtelse, formedelst disse herrers almindelig bekjendte tilbøielighet til at sætte det almene bedste fremfor sin egen vinding.

Krokodillens hud blev utstoppet paa sædvanlig vis, og den utgjør nu en av de største prydelser for Amsterdams museum. Vaktmesteren paa stedet fortæller alle besøkende mit eventyr. Jeg maa imidlertid si, at han desværre tilføier en hel del, som aldeles ikke bidrager til fortællingens troværdighet. Saaledes bruker han f. eks. at berette, at løven rendte tvers igjennem krokodillens legeme, og at den just skulde til at rende ut gjennem den anden ende, da den «verdensberømte baron» avhugget dens hode og tillike tre fot av krokodillens hale. Krokodillen, fortsætter den brave vaktmester, blev da saa forarget over tapet av sin hale at den vendte helt rundt, snappet hirschfængeren ut av baronens haand og slukte den med slik voldsomhet, at den gik tversigjennem hjertet saa den kreperte paa flekken.

Jeg behøver ikke at si, mine herrer, at jeg er meget kjed over denne slyngels uforskammethet. Vi lever jo i en saa vantro tid, at folk som ikke kjender mig, kunde komme til at tvile paa sandfærdigheten av mine oplevelser, bare for slike paatagelige løgners skyld, og jeg kan ikke andet end si at slikt er i høi grad saarende for en mand av ære.

VII.
Anden sjøreise.
I 1776 indskibet jeg mig i Portsmouth paa et førsteklasses linjeskib paa 100 kanoner og med 1400 mands besætning, og vor bestemmelse var Nord-Amerika. Jeg kunde her berette adskillige hændelser fra mit ophold i England; men jeg vil heller gjøre det senere. Følgende maa jeg dog omtale i forbigaaende. Jeg hadde en dag den fornøielse og ære at se hans majestæt kjøre i al sin pomp i sin stadsvogn for at aapne parlamentet. Paa bukken sat en uhyre tyk kusk, i hvis skjæg Englands vaaben var klippet paa den mest kunstfærdige maate, mens han med sin svøpe smeldte et tydelig G. R. (Georg Rex).

Hvad vor reise angaar, saa hændte intet av betydning før vi var omtrent 300 mil fra St. Lorensfloden, da skibet støtte med frygtelig voldsomhet paa noget som vi antok var en klippe. Loddet blev kastet; men vi kunde ikke træffe bund med en 300 favners line. Hvad som gjorde hændelsen endnu mere ubegripelig var, at støtet var saa voldsomt, at vi mistet roret, brak baugsprydet av og splintret masterne fra toppen til dækket, og to av dem gik overbord.

En stakkars fyr som var tilveis, ifærd med at beslaa store mærsseilsskjøte, blev slynget mindst tre mil fra skibet; men han frelste heldigvis livet, da han underveis fik tak i nebbet paa en stormfugl som holdt ham oppe, til man kom ut og fik tat ham op i en baat. Et andet bevis paa støtets voldsomhet var den kraft, hvormed folk som befandt sig paa mellemdækket, blev slynget mot dækket over deres hode. Mit hode blev derved støtt ned i maven, hvilken stilling det beholdt i flere maaneder.

Mens vi andre forundret os over grunden til dette støt og hele skibet endnu var i et eneste røre, blev med engang alt forklart. Vi fik nemlig øie paa en uhyre hval, som hadde ligget og døset en seksten fot under overflaten. Dyret var blit saa ærgerlig over den forstyrrelse som vort skib hadde foranlediget, da roret i forbifarten hadde skrapet det paa næsen, at det slog sønder og sammen hele galleriet og en del av agterspeilet med sin halefinne, tok derpaa pliktankret som hang i forstavnen, mellem sine tænder og svømmet mindst 60 mil avsted med skibet med en fart av 12 mil i timen, da lykkeligvis tauget brast og vi blev kvit baade hvalen og ankret. Paa vor tilbakereise til Europa nogen maaneder senere fandt vi den samme hval flytende død paa havet, bare nogen faa mil fra det sted, hvor vi først hadde truffet den. Vi maalte den og den var uten overdrivelse næsten en halv mil lang. Da vi bare kunde ta en del av et slikt uhyre ombord, satte vi baatene ut og skar med meget stræv hodet av, hvor vi til vor store glæde fandt ankret og omtrent firti favner av kabelet skjult i en hul tand paa venstre side like under tungen. Dette var den eneste merkelige begivenhet paa reisen.

Dog en ting hadde jeg nær glemt; mens hvalen løp avsted med skibet, sprang dette læk og vandet fosset ind med slik voldsomhet, at alle vore pumper ikke hadde kunnet holde os oven vande i en halv time. Heldigvis var jeg den første som opdaget lækken. Jeg saa at der var et stort hul, omtrent en fot i diameter. De vil ikke forundre Dem over at jeg føler mig litt stolt ved tanken om, at dette prægtige skib med hele dets besætning blev frelst ved en lykkelig tanke som faldt mig ind. Jeg satte mig ned og fyldte derved lækken fuldstændig.

Man vil ikke forundre sig herover, naar jeg fortæller at jeg baade paa fædrene og mødrene side nedstammer fra vestfalske og hollandske forfædre. Min stilling blev mig tilslut noget kold, for vandet trængte gjennem mine ikke meget tykke klær, men Münchhausen trodser alt, naar det gjælder at utføre en ærefuld bedrift.

 

VIII.
Tredje sjøreise.
Jeg var engang i Middelhavet i stor fare for at komme ut av verden paa en forunderlig maate. Jeg badet mig en sommer-eftermiddag i dette herlige hav i nærheten av Marseille, da jeg saa en uhyre hai komme sættende imot mig med sit gap vidt opspærret. Her var ingen tid at spilde og at komme væk var umulig. Jeg gjorde mig da saa liten som mulig ved at slutte mine ben sammen og presse armene langs siden, hvorved jeg opnaadde at kunne smyge mig mellem dens tænder og like ned i buken, hvor det var belgmørkt, men forøvrig ganske varmt og behagelig. Jeg spekulerte paa, hvordan jeg skulde komme ut igjen og fandt paa at naar jeg gjorde mig svært ubehagelig, vilde den vel være glad ved at bli mig kvit.

Da jeg hadde rundelig plads, begyndte jeg at hoppe, stupe kraake og slikt noget, men intet synes at være den saa ubehagelig som en lystig skotsk ril. Den begyndte da at brøle ganske forskrækkelig og stod næsten ret op og ned i havet. Derved blev den opdaget av et italiensk handelsfartøi, som seilte forbi og paa nogen faa minutter harpunerte den. Da den var vel bragt ombord, hørte jeg folkene raadslaa sig imellem, paa hvilken maate de skulde skjære den op for at faa den mest mulige tran ut av den. Da jeg forstaar italiensk, blev jeg dødelig ræd for at de, naar de skar op min vert, ogsaa skulde træffe mig. For at undgaa denne fare, stillet jeg mig omtrent midt i maven (hvor en hel klub hadde kunnet faa rum), for jeg antok at de vilde begynde paa en av enderne. Min frygt forsvandt ogsaa da de begyndte med hodet.

Saasnart jeg merket et glimt av dagens lys, skrek jeg av fuld hals, at det glædet mig at faa gjøre herrernes bekjendtskap og ved deres hjælp bli befridd fra et fængsel, hvor luften just ikke var av første sort. De kan ikke forestille Dem den forbauselse som avspeilet sig i alles ansigter, da de hørte en menneskelig stemme fra fiskens buk, og endnu mere ved at se en stor og lang, naken baron komme spadserende ut. Jeg forklarte dog alt ved at fortælle mit eventyr, over hvilket de var nær ved at revne av latter.

Efter at ha styrket mig med litt mat, hoppet jeg paany ut i vandet for at rense mig, og svømmet derpaa bort efter mine klær, som jeg ganske rigtig fandt paa samme sted hvor jeg hadde forlatt dem. Efter min beregning hadde jeg tilbragt omtrent tre og en halvtime i dette uhyres mave.

IX.
Fjerde sjøreise.
Mens jeg endnu var i Tyrkiets tjeneste, moret jeg mig ofte med at seile ut i en lystbaat paa Marmorahavet, hvorfra man har en herlig utsigt til Konstantinopel med sultanens seraljer. En morgen som jeg var ute, sat jeg just og betragtet den vidunderlig klare, blaa himmel, da jeg blev var en rund tingest deroppe, og som syntes at være saa stor som en biljardkule med noget hængende under sig.

Jeg tok straks min groveste og længstrækkende fuglebøsse, som jeg aldrig med min gode vilje reiser foruten. Jeg ladde den med en kule og fyrte efter tingesten, men uten virkning da den var altfor langt borte. Jeg tok da dobbelt portion krudt og fem kuler; da gik det bedre, kulerne traf og rev hul paa den ene side. De kan dømme om min forbauselse, da jeg fik se en pragtfuld forgyldt gondol, hængende ned fra en uhyre ballon, falde ned like ved min baat. I gondolen var der en mand og halvdelen av et stekt faar. Da min forbauselse hadde lagt sig noget, befalte jeg mine folk at ro ut efter denne herre.

Manden saa ut som han kunde være en franskmand, hvilket siden ogsaa viste sig at være tilfældet. Han hadde i hver vestlomme et pragtfuldt guldur og vægtige kjæder med medaljoner. I hvert knaphul hang en guldmedalje, som mindst var hundrede dukater værd. Paa hver av hans fingre glitret en kostbar diamantring, og hans lommer var saa fulde av pengeposer, at de tynget hans kjoleskjøter ned mot jorden. Visselig, sa jeg til mig selv, maa denne mand ha gjort menneskeheten mange store tjenester, siden alle disse høie herskaper har belæsset ham med saa mange gaver i slike usle og gjerrige tider som vore. Faldet hadde aldeles bedøvet ham, saa det varte en stund før han kunde tale. Litt efter litt kom han sig og fortalte følgende:

«Mit hode var ikke sterkt nok for denne maate at reise paa, heller ikke er jeg tilstrækkelig inde i videnskapen for at kunne beseire alle vanskelighetene dermed. Min tanke var at ydmyge alle døgnfluer av linedansere og gjøglere ved at hæve mig langt over deres hoder. For syv eller otte dage siden — jeg kan ikke si det nøiere, da jeg har tapt tidsregningen, eftersom jeg hele tiden har været der hvor solen aldrig gaar ned — steg jeg op fra Kap Lizard i Cornwallis i England og tok med mig et faar for at gjøre kunster dermed til tilskuernes forlystelse.

Uheldigvis øket vinden paa, og istedetfor at drive til Exeter hvor jeg hadde isinde at lande, blev jeg drevet tilhavs, men saa høit at jeg ikke kunde gjøre nogen iagttagelser. Jeg blev snart saa sulten, at jeg kunde prise mig lykkelig ved at ha tat faaret med mig. Jeg dræpte nu dyret, og jeg var da langt ovenfor maanen og i omtrent 16 timer saa nær solen, at den sved øienbrynene av mig. Jeg la derfor faareskrotten paa det sted i gondolen, hvor solen hadde mest magt, det vil si der hvor ballonen ikke kastet skygge, og efter et par timers forløp var alt gjennemstekt. Paa denne stek har jeg hele tiden levet. Aarsaken til mit lange luftophold,» tilføide han, «var den at en snor som aapnet ballonens ventil, hadde sprunget, og hadde De ikke skutt hul paa ballonen, saa var jeg sandsynligvis som Muhamed blit svævende mellem himmel og jord til dommedag.»

Saaledes sluttet han sin fortælling. Da jeg sa ham, at den midt foran os liggende store bygning var sultanens seralj, blev han aldeles forbløffet, for han hadde trodd at være paa et ganske andet sted end i Konstantinopel.

Gondolen skjænket han siden min styrmand og levningerne av faaret kastet han i havet.

Ballonen var blit saa beskadiget av faldet og skuddet, at den ikke kunde repareres.

X.
Baronen reiser til Kairo.
Da vi endnu har tid til at tømme en flaske vin, mine herrer, vil jeg fortælle en høist forunderlig oplevelse, som jeg hadde nogen maaneder før min tilbakekomst til Europa. Storsultanen, for hvem jeg var blit presentert av den keiserlig russiske, den keiserlig romerske og den kongelige franske gesant, overdrog mig at utrette en sak av høieste vigtighet i Kairo, men av hvad beskaffenhet denne sak var, maa for bestandig forbli en dyp hemmelighet.

Jeg reiste landeveien med stor pomp og et talrig følge, men før jeg naadde reisens maal, var jeg saa heldig at forøke reiseselskapet med nogen høist merkværdige medlemmer av menneskeslægten. Jeg var bare kommet nogen faa mil fra Konstantinopel, da jeg saa en tynd, smekker mand løpe avsted over markerne med utrolig hurtighet, endskjønt han ved hver fot hadde fæstet en jernkule paa mindst et par skippunds vegt. Forbauset herover ropte jeg til ham:

«Hvorhen saa hurtig, gode ven? og hvorfor har du hængt disse vegter paa dig? de kan da bare være til besvær!»

«Jeg forlot Wien for en halv time siden, naadige herre,» svarte han. «Jeg tjente der hos en fornem herre, fra ham har jeg tat avsked. Jeg agter mig nu til Konstantinopel for at søke mig en ny plads. Da jeg ikke har bruk for al min hurtighet, forminsker jeg den ved hjælp av denne vegt, for moderata durant som min gamle lærer pleide at si.»

Fyren behaget mig saa godt, at jeg spurte ham om han vilde ta tjeneste hos mig, og til det var han straks villig. Vi reiste derpaa videre gjennem mange land og mange byer. En dag fik jeg se en mand ligge ubevægelig paa jorden ikke langt fra kongeveien. Han syntes at sove, men gjorde det dog ikke, for han laa med det ene øre ned paa marken, som om han med den største opmerksomhet lyttet efter noget.

«Hvad lytter du efter, min ven?» spurte jeg. «Aa jeg morer mig med at høre græsset gro,» svarte han.

«Og det kan du virkelig høre?»

«Det og mere til.»

«Kom da i min tjeneste, min ven! Hvem vet, om ikke en ambassadør kan faa nytte av et fint øre.»

Fyren sprang op og fulgte med os.

Ikke langt derfra paa en bakke saa jeg en jæger staa med en bøsse, som han i et væk skjøt av i luften.

«God lykke til jagten,» ropte jeg, «men hvad skyter du paa, for jeg kan ikke se andet end den blaa himmel?»

«Aa,» svarte han, «jeg prøver bare en fuglebøsse, som jeg har faat fra Kuchenreicher i Regensburg. Jeg skjøt netop nu en spurv som sat paa spiret av Strassburgs domkirke.»

Enhver som kjender min kjærlighet til jagtens ædle idræt, vil ikke forundre sig over at jeg øieblikkelig faldt denne ualmindelige skytter om halsen.

Jeg skyndte mig naturligvis at sikre mig ham. Vi fortsatte vor reise og reiste gjennem stæder og land og naadde tilslut Libanon. En dag opdaget jeg i utkanten av en cederskog en undersætsig, kraftig kar, som i sin høire haand holdt et taug som saa ut til at være slynget rundt hele skogen.

«Hvad er det du trækker paa, min ven?» spurte jeg.

«Aa jeg skulde bare fælde noget tømmer, og jeg har glemt øksen hjemme. Derfor faar jeg se at hjælpe mig saa godt jeg kan.»

Med disse ord drog han til og rev hele skogen ned i et eneste tak likesaa let, som om det hadde været en haandfuld siv. Man kan let skjønne hvad jeg nu gjorde. Jeg vilde heller ha opgit min stilling som gesant end git slip paa denne skoghugger.

Da vi kom nær Ægyptens grænser, opstod der med engang en saa frygtelig storm, at jeg var ræd for at blaase bort med hele mit følge og al min bagage. Paa veiens ene side var der syv vindmøller, hvis vinger gik likesaa hurtig rundt som den flittigste spindekones rokkehjul. Ikke langt borte stod en mand, saa tyk som Falstaff, og holdt hele tiden pekefingeren paa sit høire næsebor. Da han saa i hvilken nød vi var, og hvorledes vi forgjæves kjæmpet mot stormen, kom han bort til os og tok ydmyg hatten av sig, som en soldat for sin oberst.

Vinden stilnet øieblikkelig, og de syv møller stod stille. Høist overrasket over dette, som jeg syntes stred mot naturens orden, sa jeg til manden:

«Er du besat av den onde, eller kanske du er ham selv i egen høie person?»

«Om forladelse, Deres velbaarenhet,» sa han, «jeg gjorde bare litt vind for min herre mølleren, og for ikke at rive møllene ned blæste jeg bare gjennem det ene næsebor.»

«Her er nok en mand for dig,» tænkte jeg, «han kan bli rent uundværlig naar du kommer hjem, og lungerne ikke rækker til for at fortælle alle de underbare ting, som hændte dig under dine reiser tillands og tilvands.» Vi kom snart til enighet og han forlot sin møller og fulgte med. Det var paa tide at komme frem til Kairo. Saasnart jeg hadde utført mit vigtige ærinde til min tilfredshet, besluttet jeg mig at avskedige hele mit følge, undtagen de sidst antagne talentfulde mænd og i deres selskap tiltræde reisen hjem som privatmand. Da veiret var straalende og Nilen mere henrivende end jeg kan beskrive, fik jeg det indfald at leie en baat og reise til Alexandria. Alt gik ogsaa godt indtil den tredje dag.

De har vistnok allesammen, mine herrer, hørt tale om Nilens aarlige oversvømmelser. Paa min reises tredje dag begyndte den at stige i en forbausende grad, og den følgende dag bedækket den hele landet milevidt paa begge sider, saa langt vi kunde øine. Den femte dag blev min baat indviklet i noget som jeg først tok for siv; men næste morgen fandt vi at vi sat fast i en skog av mandeltrær, hvis frugter var aldeles modne og udmerket velsmakende. Ved at lodde fandt mine folk at vi var paa mindst 60 fot vand, og at det var aldeles umulig for os at komme enten frem eller tilbake. Klokken var 8 eller 9 om aftenen, saavidt jeg kunde skjønne av solens stilling, da der med engang opstod en voldsom bris som kantret vor baat, saa den fyldtes med vand og sank. I lang tid hørte eller saa jeg intet til baaten.

Lykkeligvis reddet vi os dog allesammen, otte mænd og to gutter paa det vis, at vi allesammen klynget os til træets grener som nok var istand til at bære os, men ikke vor baat. I denne stilling forblev vi i seks uker og tre dage og levde hele tiden udelukkende av mandler. At vi ikke led mangel paa vand er vel overflødig at fortælle. Paa den en og firtiende dag faldt vandet likesaa pludselig, som det hadde steget, saa vi fire dage senere kunde sætte foten paa tørt land. Baaten var den første gjenstand, som møtte vort øie; den laa omtrent 200 alen fra det sted, hvor den hadde sunket. Saasnart vi hadde tørret alt som var nyttig for os i solen, og belæsset os med det nødvendigste fra vore forraad ombord, skyndte vi os avsted for at komme ned til floden.

Efter min nøieste beregning var vi blit ført 150 mil over akre, haver og indhegnede strækninger. Vi gik i syv dage, før vi naadde floden som nu fløt rolig i sit eget leie. Vi fortalte vort uheld til en bey som venlig skaffet os, hvad vi behøvde og overlot os en av sine egne baater.

Seks dage efter naadde vi Alexandria, hvorfra vi tok skibsleilighet til Konstantinopel. Jeg blev overmaade naadig mottat av storsultanen, som gjorde mig den ære at vise mig sit harem. Blandt det store antal skjønheter fra alle verdens kanter kunde jeg vælge saa mange jeg fandt for godt.

 

XI.
Da baronen hadde endt sin fortælling om den ægyptiske reise, vilde han begi sig tilsengs; men det vilde hans tilhørere paa ingen maate tillate, da de hadde lyst til at høre mere om sultanens harem. Paa dette vilde han dog aldeles ikke indlate sig, men lovet at fortælle nogen historier om de merkværdige tjenere, han hadde forskaffet sig. Han fortalte da følgende:

Efter min tilbakekomst fra Ægypten, var jeg rigtig i sultanens gunst. Hans majestæt kunde aldeles ikke undvære mig og befalte mig til sit bord, baade morgen og aften.

Jeg maa da ogsaa bekjende, at ingen regjerende fyrste i hele verden har et saa godt bord som sultanen, idetmindste hvad maten angaar; for med hensyn til sterke drikker, saa vet I, mine herrer, at Muhameds lov forbyder paa det strengeste enhver troende at drikke vin. Ingen som spiser hos en tyrk, maa derfor vente at bli traktert aabenlyst med vin; men det kan nok hænde at han i smug kan faa hvad han lyster; ti trods koranens forskrifter er det mer end en tyrk, som vet at sætte likesaa stor pris paa den ædle druesaft som hvilkensomhelst tysk prælat. Hans høihet storsultanen var ogsaa blandt disse. Ved det offentlige taffel, hvor kirkens øverste, eller som han her kaldes mufti, fremsa bønner baade før og efter maaltidet, blev derfor naturligvis vin ikke engang nævnt; men efter maaltidet ventet sædvanlig en utsøkt fin flaske vin paa hans majestæt i hans private værelse. En vakker dag gav storsultanen mig et vink, at jeg skulde følge med ham derind. Efter at ha laast døren, tok han frem en flaske av et skap og sa:

«Münchhausen, jeg vet at I kristne skjønner eder paa en flaske god vin. Her er en flaske tokaier; men det er den sidste. Saadan vin har De aldrig i Deres liv drukket.» Herpaa fyldte han i til os begge og klinket med mig.

«Nu, hvad synes De om den? Lar den sig ikke drikke?»

«Vinen er god, Deres høihet,» svarte jeg; «men med Deres keiserlige majestæts tilladelse vover jeg at forsikre, at jeg har drukket en endnu bedre hos høisalig keiser Karl den sjette. Den skulde Deres høihet ha smakt.»

«Min kjære Münchhausen, jeg har al agtelse for Deres ord, men det er umulig at finde bedre tokaier end denne. Jeg fik den engang av en ungarsk magnat, som lovpriste den for mig som den største sjeldenhet.»

«Skjæmt, Deres majestæt! Det er forskjel paa tokaier ogsaa. Desforuten er ikke gavmildhet just de ungarske adelsmænds svake side; de vet nok hvad de gir.

Hvad vil Deres høihet vedde om, at jeg inden en time skal skaffe Dem en flaske tokaier fra den keiserlige kjelder i Wien, som De vil finde er noget ganske andet end denne?»

«Münchhausen, jeg tror De har mistet forstanden.»

«Nei, Deres majestæt, inden en time skal jeg skaffe en flaske tokaier fra den keiserlige kjelder i Wien, som skal smake ganske anderledes end dette elendige stof.»

«Münchhausen, Münchhausen, De vil nok holde mig for nar; men saadant taaler jeg ikke. Jeg har altid anset Dem for en fornuftig og sanddru mand, men nu ser det ut som De ikke er bedre end mit hof.»

«Godt, maaske Deres majestæt vil værdiges at motta mit væddemaal. Hvis jeg ikke opfylder mit løfte — og jeg tør si at jeg er en svoren fiende af al slags skryt — saa kan Deres høihet hugge mit hode av, og mit hode er ikke noget græskar. Det er hvad jeg sætter op, hvad sætter Deres høihet imot?»

«Godt, jeg mottar væddemaalet,» sa sultanen, «hvis ikke flasken er her inden klokken slaar fire, saa hugger jeg Deres hode av uten mindste barmhjertighet, for jeg liker slet ikke at bli spillet paa næsen, selv ikke av mine bedste venner. Paa den anden side, hvis De vinder væddemaalet saa har De fuld frihet til at ta fra mit skatkammer saa meget guld, sølv, ædelstener og perler, som den sterkeste mand er istand til at bære.»

«Det lar sig høre,» sa jeg, bad om pen og blæk og skrev følgende brev til keiserinde Maria Theresa:

«Deres majestæt har uten tvil som keiserdømmets arving ogsaa arvet Deres majestæts høistsalige fars vinkjælder. Jeg tillader mig derfor allerunderdanigst at anholde Deres majestæt om at faa overlatt med budet en flaske av den tokaier, som jeg saa ofte har hat den ære at drikke sammen med Deres majestæts høie far. Jeg tillader mig ogsaa allerunderdanigst at anholde om Deres majestæt naadigst vil behage selv at utvælge flasken i kjelderen for at undgaa ethvert bedrageri. Det gjælder en sak av allerstørste betydning for Deres ydmyge tjener. Jeg griper tillike leiligheten til at forsikre Deres majestæt om den dype høiagtelse, hvormed jeg har den ære at være osv. osv. Baron v. Münchhausen.» Da klokken alt var fem minutter over tre, gav jeg øieblikkelig brevet til min løper som spændte vægtene av benene og løp avsted til Wien. Sultanen og jeg drak nu op resten av flasken, mens vi ventet paa en ny av en bedre sort. Klokken blev et kvarter over tre, saa halv fire og tilslut tre kvarter i fire og endnu hadde ingen løper vendt tilbake. Jeg kan ikke negte for, at jeg begyndte at bli noget het om ørene, saa meget mere som jeg bemerket, at hans høihet fra tid til anden kastet sine øine paa den klokkestreng, hvormed han tilkaldte sin skarpretter. Han gav mig vistnok lov til at gaa ned i haven for at trække litt frisk luft, men lot mig ogsaa ledsage av et par tjenende aander, som ikke tapte mig av syne. Viseren pekte paa fem minutter paa fire. Jeg var aldeles ute av mig selv, hvilket min stilling nok kan undskylde. Jeg fik fat i skytten og manden med de gode ører. De kom øieblikkelig og den sidste la øret paa jorden for at høre, om ikke min løper var i anmarsch. De kan forestille Dem min forskrækkelse, da han sa at slyngelen laa etsteds langt borte og snorket av alle kræfter. Knapt hadde min brave jæger hørt dette, førend han sprang op paa en høi terrasse, stillet sig paa tærne og saa sig omkring, hvorpaa han heftig ropte:

«Der ligger den dovne slyngel! Ved Belgrad, under en ek med flasken ved sin side. Men vent, jeg skal snart faa dig vaaken!»

Han la riflen til skulderen og sendte hele ladningen i trætoppen. Nøtter, kvister og blad haglet ned paa snorkeren, vækket ham og satte benene igang paa ham med en saadan fart — han var ræd for at ha forsovet sig — at han ankom til storsultanens kabinet med tokaieren og et egenhændig brev fra keiserinden til mig, da den endnu manglet et kvart minut paa fire. Min høiædle velynder grep flasken og begyndte at smake paa den, som det syntes med de tydeligste tegn paa velbehag.

«Min kjære Münchhausen,» sa han, «De vil ikke bli fornærmet paa mig, naar jeg beholder denne flaske for mig selv. De staar bedre anskrevet i Wien end jeg, og har derfor lettere for at faa en til af samme sort.»

Dermed laaste han flasken ind i sit skap, stak nøklen i lommen og ringte paa skatmesteren. Aa for en deilig lyd det var i den klokke.

«Jeg maa vel betale, naar jeg har tapt,» fortsatte han; «hør her, skatmester, du kan la min ven, Münchhausen, ta av mit skatkammer saa meget sølv, guld, perler og ædelstener, som den sterkeste mand er istand til at bære.»

Skatmesteren bukket tre ganger til jorden for sin herre som hjertelig rystet min haand, og saa lot han os begge trække sig tilbake.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg ikke spildte et øieblik med at faa sultanens befaling opfyldt. Jeg lot min sterke mand — han som drog omkuld skogen — komme med sit taug og vi gik saa sammen til skatkammeret. Jeg forsikrer Dem, at det ikke var store ting igjen da vi forlot det.

Jeg skyndte mig ned til havnen, fragtet det største skib som jeg kunde faa fat i, og stak øieblikkelig tilsjøs for at bringe mine skatter i sikkerhet, før noget ubehagelig kunde komme iveien.

Hvad jeg hadde frygtet indtraf ogsaa snart. Skatmesteren lot døren staa paa vid gap — det hadde visst heller ikke lønnet umaken at lukke den — og skyndte sig av alle kræfter til sultanen, hvem han fortalte hvorledes jeg hadde benyttet mig av hans gavmildhet.

Hans høihet mottok underretningen med stum forbauselse og begyndte derpaa at rase over sin letsindighet. Han gav storadmiralen ordre til øieblikkelig at forfølge mig med hele flaaten og gi mig at forstaa, at væddemaalet ikke var ment paa den maate.

Jeg var neppe kommet to mil tilsjøs, da vi fik se hele den tyrkiske flaate hale ind paa os med alle seil tilsat som trække kunde. Jeg tilstaar at mit hode, som just hadde begyndt at føle sig mere sikkert, nu rystet voldsommere end nogensinde. Men min vindmaker trøstet mig snart.

«Vær ikke urolig, Deres excellence,» sa han, satte sig op i agterstavnen og vendte det ene næsebor mot den tyrkiske flaate og det andet mot vore seil.

Saa begyndte han at blaase med slik voldsomhet paa den tyrkiske flaate, at den ilde tilredt maatte vende tilbake, nogen skibe med tap av master og andre med hele riggen, mens mit skib efter nogen timers lykkelig reise løp ind i en italiensk havn.

Jeg hadde forresten ikke stor glæde av mine medførte rigdommer, ti i Italien er som man vet, fattigdom og tiggeri saa almindelig og politiet saa usselt, at jeg som kanske er altfor godhjertet, maatte gi bort største delen til tiggere.

En bande stratenrøvere, som jeg under min reise i Rom traf i Lorettos hellige egn, gjorde sig tilgode med resten. Disse herrer har vel ikke følt noget videre til samvittighetsnag over sin daad, for deres fangst var saa stor at de i Rom for hundrededelen kunde kjøpe sig syndsforladelse for alle de synder, som de allerede hadde begaat, og som de og deres efterkommere vilde komme til at begaa.

Men nu, mine herrer, er det for længe siden sovetid. God nat!

XII.
Adjutantens beretning.
Da baronen hadde fortalt disse sine oplevelser, var det umulig at holde paa ham længere, og han efterlot selskapet i en meget oprømt stemning. Før han gik maatte han dog love at fortælle sin fars hændelser samt nogen flere fra sit eget minderike liv.

Enhver hadde noget at fortælle om baronens historier. En av de tilstedeværende, som hadde været hans adjutant i Konstantinopel, fortalte at der findes en uhyre kanon, hvilket ogsaa baron de Thott omtaler i sine reiseerindringer. «Saa vidt jeg kan erindre,» sa adjutanten, «fortæller han om samme følgende:

«Tyrkerne hadde opstillet utenfor fæstningen og i byens nærhet ved den berømte flod Simois en uhyre beleiringskanon av messing, hvis kule var av marmor og veide omtrent 1100 pund. Jeg hadde stor lyst til at affyre denne kanon for at kunne bedømme dens virkninger. Hele hæren skjælvet imidlertid blot ved tanken paa dette, for man paastod at den ikke blot vilde rive fæstningen, men hele byen overende. Tilslut la dog denne frygt sig saa meget at de tillot mig at prøve den.

Vi brukte ikke mindre end 330 pund krudt for at la den, kulen veide som før nævnt 1100 pund. Da kanoneren bragte lunten, trak hele mængden sig tilbake i en meget ærbødig avstand, ja det var bare med nød og neppe, at jeg fik overbevist paschaen som var tilstede, at der ingen fare var. Kanoneren som skulde affyre den, fik slik hjerteklap, at man kunde se det utenpaa hans klær. Jeg tok stilling paa en bastion bak kanonen, gav det avtalte tegn og følte idetsamme jorden ryste som ved et jordskjælv. Tre hundrede favner fra mundingen sprang kulen i tre stykker, som alle gik tversover strædet og faldt ned i fjeldene paa den motsatte side, mens strædet i hele sin bredde blev pisket til skum!»

Saaledes lyder, saavidt jeg kan huske, baron de Thotts beretning om verdens største kanon. Da jeg var i Konstantinopel sammen med baronen, blev denne historie om hvordan baron de Thott avfyrte dette uhyre, fortalt os som et merkelig bevis paa tapperhet og koldblodighet.

Min herre, Münchhausen, som ikke kunde utholde tanken om at blive overfløiet av en franskmand, tok kanonen paa sine skuldre, hoppet med den i sjøen og svømmet tversover strædet. Uheldigvis satte han sig i hodet at kaste kanonen tilbake til dens gamle plads under fæstningen. Jeg sier uheldigvis, for hans haand glippet da han skulde kaste den, saa den faldt ned midt i strædet hvor den endnu ligger og vel vil ligge til dommedag. Dette var aarsaken til bruddet mellem baronen og sultanen.

Skatkammerhistorien var glemt for længe siden, for sultanen har nok av skatskyldige undersaatter, saa det varte ikke længe før det var fuldt paanyt, og det var efter hans majestæts egen indbydelse at baronen paa den tid befandt sig i Tyrkiet. Han hadde sandsynligvis været der endnu, hvis ikke tapet av denne kanon hadde opbragt sultanen slik, at han befalte at baronens hode uten naade og barmhjertighet skulde avhugges.

En av sultaninderne, som hadde fattet stort venskap for baronen, gav ham itide underretning om denne blodtørstige beslutning og gjemte ham saa godt, at bøddelen ikke kunde finde ham, endskjønt han lette overalt. Den paafølgende aften flygtet vi ombord paa et skib som skulde seile til Venedig, og undslap saaledes vidunderlig ogsaa denne fare. Baronen omtaler ikke gjerne selv denne hændelse, fordi hans forsøk mislykkedes og han ovenikjøbet var nær ved at miste sit hode.

Men da der intet er i denne hændelse som kaster den ringeste skygge paa hans ære eller karakter, nærer jeg ingen betænkeligheter ved stundom at fortælle den i hans fravær. Nu, mine herrer, kjender De baron von Münchhausen tilbunds og kan ikke, haaber jeg, tvile paa hans fuldstændige sanddruhet.»

XIII.
Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring.
Man kan let tænke sig, at baronens omgivelser daglig bestormet ham med bønner om at fortsætte sine fortællinger, som de fandt likesaa lærerike som underholdende.

I lang tid hjalp alle forsøk dog intet, da det var en av baronens prisværdige vaner bestandig bare at følge sit eget hode og endvidere aldrig under nogensomhelst omstændighet at la sig forlede til at svigte sine bestemte grundsætninger.

Tilslut kom dog den saa længselsfuldt ventede aften; med et venlig smil hørte baronen paa sine venners paamindelser og nikket denne gang sit bifald. Alle blev da aldeles stille og syntes at samle hele sit liv i ørene, og Münchhausen begyndte fra sin hædersplads i sofaen som følger:

Under Gibraltars sidste beleiring medfulgte jeg en provisionsflaate under lord Rodneys befaling for at hilse paa min gamle ven, lord Elliot, som ved sit tapre forsvar av denne fæstning har erhvervet sig uvisnelige laurbær.

Efter at den første glæde ved møtet mellem gamle venner og krigskamerater hadde lagt sig noget, gik jeg sammen med generalen ut for at undersøke fæstningens tilstand og fiendens foretagender.

 

Jeg hadde med mig en aldeles udmerket kikkert, som jeg hadde kjøpt hos Dalland i London, og ved hjelp av denne fandt jeg at fienden just stod i begrep med at avfyre en 36-pundig kanon like mot det sted hvor vi stod. Jeg underrettet generalen herom; han tok kikkerten og fandt at jeg hadde ret.

Jeg fik øieblikkelig med hans tilladelse bragt en 48punder fra det nærmeste batteri og rettet den saa nøie som mulig (for med hensyn til alt henhørende til artilleri, saa tør jeg si uten at skryte, at jeg endnu ikke har fundet min overmand), saa jeg var sikker paa at træffe mit maal.

Jeg iagttok fienden helt til det øieblik, da jeg saa at kanoneren satte lunten til fænghullet, og i samme øieblik befalte jeg ogsaa at avfyre vor kanon. Omtrent midtveis traf begge kulerne sammen og virkningen var isandhet forbausende. Fiendens kule sprat tilbake med slik voldsomhet, at den ikke alene rev hodet av den artillerist, som hadde avfyret den, men ogsaa skilte seksten andre hoder fra sine kropper, som var den iveien paa dens løp til Afrika.

Før den naadde Berberiet rev den alle masterne av tre krigsskibe, som laa tilankers i en række og fløi derpaa 200 mil ind i det indre av landet, faldt ned igjennem taket paa en bondestue og efter at ha berøvet en stakkars kone som laa paa ryggen i sengen med vidt aapen mund og snorket, de faa tænder hun hadde tilbake, blev den sittende fast i halsen paa hende. Hendes mand kom just hjem, og da han fandt alle forsøk paa at faa den ut aldeles unyttige, fik han det gode indfald at drive den ned i hendes mave ved hjelp av en klubbe, og saaledes kom den ut ad naturlig vei. Vor egen kule gjorde ogsaa udmerket nytte, for den ikke alene drev den anden tilbake, saaledes som jeg nu har fortalt; men i det den fulgte sin bane som jeg hadde beregnet, traf den just den kanon som var bleven avfyret mot os, og slynget denne med slik kraft mot et spansk orlogsskib, at den gik igjennem alle dæk og tilbunds. Skibet sank øieblikkelig, mens dens besætning paa over tusen mand blev reddet av tililende smaabaater.

Dette var sikkert et høist merkværdig held. Jeg kan dog ikke tilegne mig hele æren alene, for vistnok var det mig som utfandt idéen, men tilfældet hjalp mig dog ikke saa litet, ti jeg opdaget siden, at kanonen av en feiltagelse var blit ladd med dobbelt portion krudt, ellers skulde vort held sikkert ikke være blit saa overraskende stort.

General Elliot vilde gi mig en officersbestalling for denne store tjeneste, men jeg avslog at motta andet end hans tak, som han endnu samme aften frembar ved officerstaflet i de mest smigrende ordelag.

Da jeg nærer stor forkjærlighet for englænderne, som trods sine store feil dog isandhet er et dygtig folk, besluttet jeg ikke at forlate fæstningen, før jeg hadde gjort dem en tjeneste til, og i løpet av en tre ukers tid frembød der sig ogsaa en god leilighet hertil. Jeg forklædte mig som katolsk prest og stjal mig ut av fæstningen ved ettiden om natten, passerte fiendens poster og kom ind i hans leir, hvor jeg snart støtte paa den kommanderendes telt, hvor jeg traadte ind og fandt hertugen av Artois og den øverstkommanderende tillikemed flere andre høie officerer holde raad.

Min forklædning beskyttet mig, og det var derfor ingen som tænkte paa at vise mig bort, saa jeg i ro og mak kunde overvære deres forhandlinger som gik ut paa intet mindre end næste morgen at storme fæstningen.

Raadet opløstes straks efter og enhver gik tilsengs. Jeg opdaget snart, at hele leiren, skildvagterne iberegnet, var nedsunket i den dypeste søvn. Saa begyndte jeg mit arbeide. Jeg løftet alle kanonerne, omtrent 300 i tallet, fra 48pundere til 24pundere av lavetterne og kastet dem tre mil tilsjøs. Da jeg ingen hjælp hadde, saa maa jeg tilstaa at dette var det sværeste arbeide jeg nogensinde har hat, maaske med undtagelse av den gang, da jeg svømmet over strædet med hin kanon som Baron de Thott omtaler i sine reiseerindringer. Derpaa samlet jeg alle kanon- og ammunitionsvogne midt i leiren og for at undgaa støi, bar jeg dem parvis under armen og en vakker haug blev det, næsten likesaa høi som Gibraltar. Derpaa slog jeg ild ved at slaa en kanonbolt mot en flintesten, som sat omtrent tyve fot fra marken i en gammel mur fra maurernes tid. Jeg hadde nær glemt at si, at jeg hadde kastet alle trosvognene ovenpaa, likesom jeg hadde lagt en hel del letfængelige saker tilrette nederst, saa at det hele var i fuld fyr i et øieblik.

For at undgaa mistanke var jeg en av de første til at allarmere. Hele leiren blev, som man kan tænke sig, aldeles lamslaat av skræk; den almindelige mening var at skildvagterne var blit bestukket, og at en syv, otte regimenter hadde gjort et utfald fra fæstningen og ødelagt artilleriet.

Mr. Drinkwater nævner i sin historie om Gibraltars beleiring, at fienden led et stort tap ved en ildebrand i leiren som man aldrig har kunnet opdage grunden til — hvilket er rimelig nok, da jeg aldrig har aabenbart den til et levende væsen (endskjønt Gibraltar bare blev frelst ved denne ene nats arbeide), ikke engang til general Elliot. Greven av Artois tillikemed hele hans følge flygtet i blind skræk og løp uten at stanse paa fjorten dage til Paris. Ulykken hadde gjort et saa dypt indtryk paa dem, at de erhvervet sig den eneste av kameleonens egenskaper som savnes hos hofmænd, den nemlig at kunne leve av luft alene, for i tre maaneder var de ute av stand til at ta næring i sig.

En morgen, et par uker efter denne hændelse, som jeg sat ved frokostbordet sammen med general Elliot, trængte en bombe ind i det værelse hvor vi sat og faldt midt paa bordet.

Jeg har visst glemt at fortælle, at jeg hin gang ikke fik tid til at ta morterne med. Generalen forlot øieblikkelig bordet, som vel alle andre ogsaa vilde ha gjort, og skyndte sig ut av døren; men jeg tok bomben før den sprang, og skyndte mig op til toppen av klippen.

Da jeg saa ind i fiendens leir, opdaget jeg paa en haug nær kysten et stort antal mennesker men hvad de bestilte, kunde jeg ikke skjelne. Jeg saa da i min kikkert og opdaget at to av vore officerer, en general og en oberst, som hadde spist hos mig den foregaaende aften og som hadde listet sig ind i fiendens leir ved midnatstider, var blit tat tilfange og nu holdt paa at bli klynget op i galgen som fiendtlige spioner.

 

Avstanden var for stor til at jeg med held kunde kaste bomben med bare hænder; men til at lykke kom jeg til at huske paa, at jeg i min lomme hadde den samme slynge, som David dræpte Goliath med, og i den la jeg da bomben og kastet den saa midt imellem dem. Den sprang da den faldt og dræpte allesammen, undtagen de engelske officerer som til al lykke netop var blit heist op.

Et stykke av bomben fløi dog med slik voldsomhet mot galgen, at den ramlet ned. Vore to venner følte aldrig saasnart den faste grund under sine føtter, før de saa sig om efter aarsaken til sin frelse, og da de fandt at bøddelen, vagten og hele tilskuermassen hadde behaget at forlate verden før dem, befridde de sig gjensidig fra strikken som sluttet ubehagelig tæt om halsen, og sprang ned til stranden hvor de bemægtiget sig en baat med to matroser, som de tvang til at ro sig ut til et av vore linjeskibe.

Nogen minutter senere, mens jeg holdt paa at fortælle general Elliot hvad jeg hadde utført, kom de begge ind i fæstningen, og efter at de paa det hjerteligste hadde takket mig og mottat de tilstedeværendes lykønskninger, feiret vi denne dag ved et rigtig muntert gilde.

XIV.
Baronen fortæller om sine forfædre.
Jeg kan se paa Deres miner, mine herrer, at De alle ønsker at faa vite, hvordan jeg kom i besiddelse av en slik skat som den slynge jeg nylig har omtalt. Jeg skal da gjerne ogsaa fortælle det. I vet maaske at jeg er en efterkommer i like linje av Urias hustru, som vi alle vet at kong David stod i meget fortrolig forhold til. Men da en tid var gaat, gik det som det pleier at gjøre: hans majestæts følelser for grevinden kjølnedes betydelig; hun var nemlig blit ophøiet i adelsstanden tre maaneder efter at hendes mand var død. En dag trættet hun og kongen om en sak av største vigtighet, nemlig om stedet for bygningen av Noahs ark og hvor den hadde strandet. Hans majestæt hadde som alle store herrer den feil ikke at kunne taale motsigelse, saa et brudd blev følgen av denne trætte. Hun hadde ofte hørt ham omtale sin slynge som en av sine kosteligste skatter, derfor tok hun den med sig som et minde da hun samme nat reiste sin vei.

Kongen savnet den imidlertid før hun var ute av hans riker, og sendte øieblikkelig de seks rappeste av sin livgarde efter hende; men hun brukte slyngen med slik virkning, at hun rammet kapteinen som av tjenesteiver var et stykke foran de øvrige, paa det sted hvor David traf Goliath. Da hans folk saa dette, holdt de krigsraad og tok det kloke parti at vende hjem igjen for at faa nærmere besked om, hvordan de hadde at forholde sig.

Grevinden reiste imidlertid uhindret videre til Ægypten, hvor hun hadde mægtige venner. Jeg maa tillike bemerke, at hun av de børn som hun hadde med kongen, bare hadde medtat sin yndlingssøn, til hvem hun testamenterte slyngen, og saaledes har den gaat fra far til søn, helt til den er kommet i mine hænder.

En av mine forfædre — min tip tip oldefar som levet for omtrent 150 aar siden — var engang paa et besøk i England, hvor han blev meget fortrolig med en digter som ogsaa var en stor krybskytte, saavidt jeg husker var hans navn Shakespeare.

Denne digter — paa hvis enemerker baade engelske og tyske forfattere driver det frækkeste krybskytteri, sandsynligvis for at gjengjælde hvad han gjorde selv i live — laante hyppig slyngen og nedla saameget vildt dermed, at det bare var med nød og neppe, at han undgik den skjæbne som nær hadde rammet mine to venner i Gibraltar. Stakkars Shakespeare blev fængslet, men min stamfar utvirket hans frihet paa en høist besynderlig maate. Dronning Elisabeth var da paa tronen, men hun var paa sine gamle dage blit saa lei og kjed av livet at blot det at skulle være nødt til at spise og drikke og klæ paa og av sig, gjorde livet til en utaalelig byrde for hende.

Min stamfar satte hende istand til at undvære disse ting eller at kunne gjøre det ved mellemmand, og hvad tror De vel var det eneste han var til at formaa at utbede sig som belønning? Jo Shakespeares frihet. Saa stor var hans kjærlighet til denne berømte digter, at han gjerne hadde git en del av sin egen levetid for at kunne forlænge sin vens dage.

Jeg har forresten aldrig hørt at nogen av dronningens bifstekætende undersaatter har bifaldt denne nye maate at leve paa, nemlig uten mat, hvor slaaet de end maa være blit av dens originalitet. Hun levde heller ikke paa denne maate mer end i syv og et halvt aar, da hun døde av sult.

Min far som eide denne slynge før mig, fortalte følgende historie som hans venner ofte har hørt ham fortælle og hvis sandhet ingen som kjendte den værdige gamle herre, vil betvile.

«Paa en av mine besøk i England,» sa han, «gik jeg ned paa stranden ikke langt fra Harwich, da en stor sjøhest kom op av havet og gallopperte saa hurtig den kunde, henimot mig. Jeg hadde ikke andre vaaben end min slynge. Med denne kastet jeg dog saa behændig et par stener, at jeg slog ut begge dens øine. I et øieblik var jeg derpaa oppe paa dens ryg og red ut i havet, for i samme øieblik som den mistet synet, var dens vildhet forsvundet, og den blev saa spak som et lam. Jeg brukte slyngen som bidsel og saaledes red jeg med største lethet gjennem havet.

I mindre end tre timer naadde vi den motsatte kyst og hadde saaledes gjennemredet 30 sjømil. I Helwoetsluys solgte jeg min ganger til verten i «Tre pokaler» for 700 dukater. Han utstillet det underlige dyr til en viss pris pr. hode og tjente sig derved en smuk formue.»

De kan se den avtegnet og beskrevet i Buffons naturhistorie.

«Men hvor usædvanlig end denne reisemaate var,» pleide min far at si, «saa var dog de opdagelser og iagttagelser jeg gjorde underveis, endnu mere overraskende og vidunderlige.»

«Det dyr som bar mig, svømmet ikke; det travet med utrolig hurtighet langs havbunden, idet det drev foran sig millioner av fisk, som var aldeles forskjellige fra hvad vi faar at se. Nogen hadde hodet paa midten av kroppen, andre paa enden av halen; endel som stod opstillet i en rundkreds, sang korsanger av ubeskrivelig skjønhet; atter andre var ifærd med at bygge gjennemsigtige vandpaladser, omgit av rummelige søileganger, gjennem hvilke strømmet en skinnende væske som lignet den sterkest glødende ild. Det indre av disse bygninger var forsynt med alle de bekvemmeligheter, som fornemme fisker kunde ønske sig, saaledes var der store saler bestemt til at opbevare rognen; en lang række pragtsaler var anvist til opdragelse for yngelen. Deres undervisningsmaate — saavidt jeg kunde skjønne av hvad jeg saa, ti hvad jeg hørte var likesaa uforstaaelig for mig som fuglekvidder eller græshoppesang — forekom mig at være saa slaaende lik, hvad man anvender i milde stiftelser paa jorden, at jeg er overbevist om at den som har æren av at ha indført den, maa ha foretat en lignende reise som jeg, og saaledes snarere grepet sin lære ut av vandet end av luften.

Av hvad jeg nu har fortalt kan De skjønne, at der endnu findes en vid opdagelsesmark som vel fortjener at bli undersøkt og studert. Men jeg faar vel fortsætte min fortælling.

Paa min vei overskred jeg ogsaa en uhyre bergkjede mindst likesaa høi som Alperne. I klippekløftene vokste skoger av allehaande store trær, til hvis grener var fæstet hummere, krabber, østers, muslinger og sjøsnegler av saa uhyre størrelse at en enkelt vilde være nok til at utgjøre en hel vognladning.

Alle de eksemplarer som blir kastet op paa vore kyster og solgt paa markederne er bare usle elendige skabninger, som vandet river væk av grenene, aldeles som vinden paa jorden. De trær som hummerne levde paa, forekom mig at bære mest frugt, men de som der sat krabber og østers paa syntes at være de største. Smaasnegler vokser paa en slags busk, som næsten altid spirer ved foten av de store krabbetrær og slynger sig op om dem som vedbend om en ek.

Da jeg var kommet omtrent halvveis befandt jeg mig i en dal mindst 500 favner under havets overflate. Jeg begyndte nu at lide av mangel paa luft. Desuten var min stilling slet ikke behagelig av flere grunder. Jeg møtte fra tid til anden uhyre fisker, som saa vidt jeg kunde skjønne av den skrækkelige maate de aapnet gapet paa, nok ikke var uvillige til at sluke os begge to. Min stakkars Rosinante kunde jo ikke se, saa jeg maatte selv se til at undgaa disse sultne herrers fiendtlige hensigter. Jeg travet derfor videre uten at stanse, for at naa det tørre land saa snart som mulig.»

Saaledes pleide min far at fortælle sin oplevelser. Jeg kom til at huske paa denne historie ved at berette om hvordan jeg benyttet slyngen i Gibraltar. Denne slynge har som før omtalt været i vor familjes eie i umindelige tider; foruten sine andre merkelige egenskaper har den ogsaa den, at den kan sætte en istand til at utføre næsten alt hvad man vil. Dengang jeg brugte den i Gibraltar, blev den benyttet for sidste gang, da et stort stykke blev bortrevet av bomben, men den lille rest gjemmes endnu i vort familjearkiv som en skat sammen med andre familjestykker av likesaa stor værdi.

Jeg gjorde engang en ballon av saa uhyre størrelse, at hvis jeg nævnte den silke som jeg brugte til den, vilde man ikke tro det; ethvert kjøbmandslager og alt hvad væverne hadde i hele London og Westminster, strøk med. Med denne ballon og med min slynge utførte jeg mange lystige indfald, saasom at løfte et hus fra dets grundmur og istedet sætte et andet uten at forstyrre beboerne, som almindeligvis sov eller var altfor optat til at bry sig om sin boligs vandringer.

Da skildvagten paa Windsor slot hørte klokken paa St. Paul slaa tretten, var det min behændighet som var skyld deri. Jeg bragte nemlig bygningerne klods ind til hverandre ved at flytte slottet til St. George Fields og tilbake igjen før daggry uten at vække en sjæl. Trods alt dette vilde sandsynligvis min ballon være forblit en hemmelighet, hvis ikke Montgolfier hadde gjort luftskipperkunsten saa almen bekjendt.

Den 30te september, som er den dag, da lægeforeningen avholder sit aarlige møte, hvor de vælger foreningens embedsmænd og bakefter styrker sig ved et overdaadig festmaaltid, fyldte jeg min ballon, og fik den til at svæve ret over deres bygning. Saa fæstet jeg den ene av slyngen til bygningens spir og den anden til ballonen og steg saa op med hele foreningen til en uhyre høide, hvor jeg forblev i tre maaneder. Man vil kanske undre sig over, hvad de levde av i denne tid, dertil jeg kan svare, at selv om de hadde opholdt sig dobbelt saa lang tid i disse høie regioner, saa vilde de allikevel ikke ha litt nogen nød, saa rikelig besat var deres bord.

Endskjønt min mening kun var at drive nogen uskyldige løier, saa foraarsaket dog denne strek megen skade for presteskapet, klokkerne og graverne, hvilke virkelig ikke led liten avbræk i sin næring derved; for det er vel kjendt at i de tre maaneder foreningen var paa luftreise og følgelig ute av stand til at tilse sine patienter, forekom næsten intet dødsfald med undtagelse af de faa, som tidens le nedslog. Hvis ikke apotekene hadde fortsat sin gjerning, vilde høist sandsynlig mindst halvdelen av alle bedemænd være gaat fallit.

Kort tid derefter tildrog en av mit livs merkeligste oplevelser sig.

Jeg hadde en dag maattet gaa ned til Wapping for at overvære indskibningen av endel varer, som jeg skulde sende til nogen gode venner i Hamburg, og la hjemveien om Towerdokken. Klokken var 11 om formiddagen, varmen var saa sterk og jeg var saa træt at jeg fik det indfald at krype ind i en av Towers kanoner, hvor jeg snart slumrede sødelig ind. Nu var det tilfældigvis kong Georg den tredjes fødselsdag, hvorfor alle kanonerne blev avfyrt kl. 1, ham til ære. De var allesammen blit ladd om morgenen, og da man jo ikke kunde ane at jeg laa inde i en av dem, blev jeg skutt over hustakene og over paa den motsatte side av elven nær Deptford og ind paa en rik bondes gaard. Der faldt jeg ned paa en umaatelig stor høistak, som bonden hadde samlet isammen i haap om dyre tider, og blev liggende der uten at vaagne, hvilket var en naturlig følge av skuddet.

Omtrent tre maaneder efter blev høiet saa dyrt at bonden syntes det kunde være paa tide at sende det tiltorvs. Jeg vaagnet da ved den støi som folkene gjorde, da de kløv op paa stakken, og endnu halvt isøvne og uten at vite hvor jeg var gjorde jeg mit bedste for at komme væk, hvorved jeg kom til at falde like ned paa bondens hode. Mig gjorde det ikke det mindste, men bonden blev stygt medfart, for han blev dræbt paa stedet ved at jeg aldeles uskyldig kom til at knække halsen paa ham.

Min samvittighet blev dog aldeles beroliget, da jeg senere fik høre at fyren var en elendig gnier og aagerkarl, som gjemte paa sit korn og høi indtil det blev dyrtid, saa han kunde sælge det til blodige priser.

Hans voldsomme død var derfor en retfærdig gjengjældelse for ham og en velgjerning for menneskeheten.

Man kan tænke sig hvor forbauset jeg blev da jeg kom til fuld sans og samling og forsøkte paa at erindre mig hvor jeg hadde lagt mig til at sove tre maaneder i forveien. Man kan ogsaa forestille sig mine londonske venners overraskelse da de saa mig komme tilbake sund og frisk, skjønt de hadde lett overalt efter mig uten at kunne finde mig.

XV.
Baronen reiser til Ishavet.
Den har vel alle hørt tale om, den opdagelsesreise i Nordishavet som gjordes av kaptein Phipps, nu lord Mulgrave. Jeg ledsaget kapteinen, ikke som officer, men blot som hans ven og passager. Da vi kom op i de høie breddegrader, tok jeg min kikkert, hvis gode egenskaper dere kjender fra Gibraltars beleiring, og undersøkte synskredsen med den. Jeg har altid fundet det meget nyttig av og til at se mig om og da især paa reiser.

Omtrent en halv mil borte var et uhyre isberg, mindst saa høit som vor stormast, og paa dette opdaget jeg to isbjørner, som saavidt jeg kunde skjønne var i en ivrig tvekamp. Jeg tok øieblikkelig min rifle og begav mig paa vei til isberget, men jeg fandt veien ditop overmaade besværlig og farlig; snart maatte jeg over bundløse avgrunder og snart var isen saa glat at jeg faldt omkuld ret som det var. Endelig kom jeg like hen til bjørnene; jeg saa nu, at de ikke slos, men bare lekte.

Jeg beregnet straks værdien av deres huder, for enhver av dem var saa stor som en velnæret okse; men ulykkeligvis gled min høire fot, idet jeg hævet min bøsse, og jeg faldt paa ryggen med en slik voldsomhet, at jeg mistet bevisstheten.

Da jeg kom til mig selv igjen, saa jeg til min forfærdelse at et av uhyrene hadde vendt mig om paa maven og just tat fast i linningen paa mine nye skindbukser for at slæpe mig bort. Det er ikke godt at si hvor bæstet vilde ha drat mig hen, hvis jeg hadde mistet min andsnærværelse, men jeg drog ut min kniv — det er denne som I her ser — og kuttet av tre av dens fortær, saa den øieblikkelig lot mig falde, idet den brølte frygtelig. Jeg avfyrte straks min bøsse, saa den faldt stendød ned uten gi en lyd fra sig. Dette var jo godt og vel, men uheldigvis hadde dens brøl opvækket tusender av dens fæller, som laa og sov rundt om paa isen i en halv mils omkreds, og som nu kom farende imot mig i fuld fart, saa jeg hadde ingen tid at spilde.

Det vilde nu sandsynligvis ha været ute med mig hvis jeg ikke hadde faat et glimrende indfald. Paa omtrent halvdelen av den tid som en øvet jæger bruker til at flaa en hare, drog jeg skindet av den døde bjørn, krøp ind i det og stak hodet der, som den hadde hat sit. Neppe var jeg færdig hermed før hele flokken var omkring mig. Jeg maa tilstaa at jeg trods min varme pels baade svedte og frøs paa samme tid.

Imidlertid lykkedes mit krigspuds aldeles fortræffelig. Den ene efter den anden kom hen til mig, lugtet og antok mig øiensynlig for at høre til familien; det eneste jeg manglet for at være aldeles lik dem var tykkelsen, endskjønt jeg saa adskillige av de unge som ikke var større end jeg. Da alle hadde lugtet tilstrækkelig paa mig og paa levningerne av deres døde kamerat, blev vi snart meget gode venner. Jeg kunde ogsaa eftergjøre alt hvad de gjorde; det eneste som jeg ikke var deres like i, var med hensyn til at brøle og brumme. Men skjønt jeg saa ut som en bjørn, var jeg dog allikevel et menneske, jeg begyndte derfor at overveie, hvordan jeg bedst skulde dra fordel av det gode forhold som var opstaat mellem mig og mine firbente venner.

Jeg hadde hørt av en engelsk kirurg at døden øieblikkelig indtraf ved et stik gjennem rygraden. Jeg besluttet nu at prøve rigtigheten herav. Jeg trak min kniv, og støtte den ind i rygraden mellem skuldrene paa den største bjørn, som jeg kunde se.

Det var et dristig forsøk, som jeg nok kunde ha grund til at være litt ræd for, ti hvis dyret skulde overleve sit saar, saa var det ute med mig, jeg vilde sikkert bli revet i hundrede stykker.

Heldigvis lykkedes mit forsøk; bjørnen faldt stendød ned ved mine føtter uten at gi en lyd fra sig. Jeg hadde nu ingen vanskelighet ved at gjøre det av med de andre paa samme maate, for endskjønt de saa sine kamerater falde rundt omkring sig, hadde de dog aldeles ingen mistanke til mig; denne godtroenhet var min frelse.

Dette er aldeles som i Tyrkiet, tænkte jeg, den skjæbnesvangre silkesnor ekspederer den ene efter den anden, og folket lever like ubekymret for det, vistnok til gavn baade for sig selv og sultanen, da de ellers av frygt ikke skulde kunne nyde livet.

Da de allesammen laa døde omkring mig, vendte jeg tilbake til skibet, og fik tilladelse av kapteinen til at ta med mig trefjerdedele av skibets besætning for at bringe alle huderne og skinkerne med ombord. Dette var gjort paa nogen faa timer, og det utgjorde mere end fuld last for skibet. Det tiloversblevne blev kastet i havet, uagtet jeg ikke betviler at det behørig saltet vilde ha smakt likesaa godt som skinkerne.

Da vi var kommet tilbake til England, sendte jeg nogen skinker i kapteinens navn til admiralitetslorderne, et parti til skatkammerlorderne og en hel del til lordmayoren, oldermændene og citylaugene. Resten utdelte jeg blandt mine venner.

Fra alle kanter mottok jeg den varmeste tak, og Londons City viste mig den opmerksomhet til gjengjæld at indbyde mig til hvert aar at overvære det festmaaltid som avholdes til ære for den nyvalgte lordmayor.

Skindene sendte jeg til keiserinden av Rusland til vinterpelser for hendes egen høie person og for hendes hofstat. Hun takket for gaven i et egenhændig brev, som blev overrakt av et overordentlig sendebud, og i hvilket hun bad mig dele tronen med sig. Men da jeg aldrig har brutt mig om høie æresposter, avslog jeg i al underdanighet hendes majestæts naadige tilbud. Sendebudet, som overrakte mig det keiserlige brev, hadde befaling til ogsaa at bringe mit svar tilbake. Ikke længe efter hadde jeg den ære at motta et lignende brev fra samme høie haand, hvilket brev overbeviste mig om hendes majestæts sterke tilbøielighet for mig saavelsom om hendes ophøiede tænkemaate. Den sygdom som ikke længe efter endte hendes dage kom, som hun var saa naadig at ytre til grev Dolgorucki, alene av græmmelse over mit avslag paa hendes begjæring.

Jeg vet ikke, hvad det er hos mig som damerne synes saa godt om, men keiserinden er ikke den eneste dame av høi rang som har beæret mig ved at tilbyde mig sin haand.

Kapteinen sa ofte siden at han dypt beklaget ikke at ha hat nogen del i denne berømmelige dags hæder, som han spøkende kalder bjørneskindsslaget. Han var skinsyk paa mig for den berømmelse jeg opnaadde, og søkte at nedsætte den saa meget som mulig. Vi var ofte uenige derom og endnu den dag i dag er vi ikke rigtig fine venner. Han skammer sig ikke til eksempel for at si, at det ikke var slik stor heltedaad at nedlægge alle bjørnene, naar man selv ser aldeles ut som en av dem, og at han makelig skulde ha gaat midt ind iblandt dem uten nogen forklædning, og de skulde allikevel ha tat ham for en av deres egen slegt.

Dette er imidlertid en saa kilden sak at ingen mand som gjør fordring paa at bli kaldt dannet, kan disputere herom med en saa høitstaaende person som en pair av England.

XVI.
En sjøreise til Ostindien.
Med kaptein Hamilton gjorde jeg engang en sjøreise fra England til Ostindien. Jeg hadde med mig en fuglehund, som i ordets bokstavelige forstand er værd sin vegt i guld, da den vist i alle henseender er aldeles uovertræffelig. En dag var bestikket opgjort med det resultat at vi endnu var mindst 300 mil fra land, da min hund pludselig veiret og stod som for vildt. Jeg blev høist overrasket ved at se den staa saadan i en time, og visste ikke hvad jeg skulde tro; men tilsidst meddelte jeg kapteinen og officererne min formodning at vi maatte være nærmere land end de trodde, da min hund veiret vildt. Al den tak som jeg fik for min underretning, var en vældig lattersalve midt op i ansigtet. Jeg lot dem le, men lot mig ikke rokke i mine gode tanker om hunden.

En længere disput blev dog følgen, og min mening blev paa det bestemteste bestridd fra alle kanter. Tilslut sa jeg til kapteinen, at jeg hadde mere tiltro til min hund Trays næse end til hele skibets besætning, at jeg med glæde vilde vædde 100 guinéer — som just var den sum, hvormed jeg skulde bestride mine reiseomkostninger — at vi skulde faa se vildt inden en halv time.

Kapteinen, som var en munter fyr, lo endnu høiere end før og bad skibslægen, hr. Crawford, føle mig paa pulsen. Han gjorde saa, og sa at jeg var aldeles normal. De begyndte da at hviske sammen, men jeg opfanget dog enkelte sætninger:

«Han er ikke ved sine fulde fem,» sa kapteinen, «jeg kan ikke med god samvittighet gaa ind paa et saadant væddemaal.»

«Jeg er aldeles ikke enig med Dem deri,» bemerket doktoren. «Ingen skrue er løs i hans hjerne. Det eneste er at han har mere tiltro til sin hunds næse end til kapteinens og alle de andre herrers forstand. Han maa ialfald tape dette væddemaal, men det har han bare godt av.»

«Det vilde ikke være ærlig spil fra min side at motta et saadant væddemaal,» sa kapteinen, «men la gaa, jeg kan komme fra det paa en hæderlig maate ved at gi ham pengene tilbake naar jeg har vundet.»

Under denne samtale hadde Tray staat stille paa samme flek, saa jeg blev endnu mere bestyrket i min tro. Jeg tilbød derfor væddemaalet nok engang, og det blev antat.

Knapt hadde vi sagt det sædvanlige «top» før en av matroserne, som fisket i en baat agterut, fik en usædvanlig stor hai til at bite paa kroken. Den blev snarest mulig halt paa dæk, og da den blev skaaret op, hvad tror I saa kom ut? Jo, ikke mindre end seks par raphøns fløi ut av dens buk. De stakkars kræ hadde været der saa længe, at en av dem hadde lagt fem egg, som den just holdt paa at ruge ut, og en av kyllingerne krøp netop ut av skallet da de blev sat i frihet.

Vi opdrættet kyllingerne sammen med et kuld katunger, som var kommet til verden nogen minutter før. Katten tok sig likesaa meget av sine pleiebørn som av sine egne og viste den største moderlige uro naar en av dem fløi væk fra den og ikke vendte tilbake med det samme. Fire av de fem fiskede raphøns var hunner; under hele reisen gjorde de ikke andet end værpe og ruge ut, saa vi altid hadde fugl i overflod paa kapteinens bord. Min trofaste Tray blev belønnet for de 100 guinéer som den hadde vundet for mig ved at faa alle de fugleben som hver dag blev igjen, og engang imellem fik den ogsaa en hel fugl.

 

XVII.
Anden reise til maanen.
Jeg har fortalt, mine herrer, om min reise til maanen for at finde igjen min sølvøkse. Jeg har ogsaa været der engang siden, men denne gang reiste jeg dit paa en meget bekvemmere og letvintere maate, og forblev der ogsaa længe nok til at iagtta adskillig om maaneforhold, som jeg skal søke at gjengi efter hukommelsen, da mine optegnelser endnu ikke er ordnet.

En fjern slegtning av mig hadde den fikse idé at der etsteds maatte findes et folk av slik kjæmpemæssig størrelse som dem Gulliver foregir at ha set i Brobdingnag. Han besluttet at gaa paa opdagelse efter det og bad mig ledsage sig. Jeg for min del har altid anset Gullivers reiser som bare tant og opdigtelse og trodd akkurat saa meget paa Brobdingnag som jeg gjør paa Lilleput; men min ærede slegtning hadde indsat mig til sin hovedarving, og derfor var jeg nødt til at føie mig efter ham, da jo den ene tjeneste er den anden værd.

Vi naadde snart Sydhavet og vor reise forløp uten nogensomhelst hændelse, som er værd at omtale; det eneste skulde da være, at vi saa adskillige par flyvende mænd og kvinder, som danset menuet og gjorde mange andre rare kunster i luften.

Atten dage efter at vi hadde seilet fra Otaheiti opstod der en voldsom orkan, som løftet vort skib 1000 mil op i luften, hvor vi forblev en stund. Tilslut fyldte en gunstig vind vore seil og drev os frem med stor fart. Da vi omtrent hadde seilt i seks uker over skyene, opdaget vi land ret forut. Paa den avstand som vi var, saa det ut som det kunde være rundt og skinnende hvitt som en ø, glitrende i solskinnet. Vi traf paa en god havn, hvor vi ankret, gik iland og fandt landet bebodd. Vi saa byer, trær, fjeld og floder, saa vi kunde næsten indbilde os at vi var kommet til jorden igjen.

Jeg behøver vel neppe at fortælle at den verden vi var kommet til, var maanen. Vi saa der væsener av en kjæmpemæssig vekst, som red paa griffer som hver hadde tre hoder. For at gi Dem et begrep om disse fugles størrelse, skal jeg fortælle at længden mellem vingespidsene var mindst seks ganger et menneskes almindelige høide. Maanemenneskene bruker disse fugler istedenfor hester til ridning og kjørsel.

Keiseren i maanen hadde kort før vor ankomst erklært solen krig. Hans majestæt tilbød mig en officerspost, hvilken ære jeg imidlertid maatte avslaa, da jeg ikke var inde i maanefolkets kampmaate.

Alt der oppe var av en overnaturlig størrelse. En almindelig flue er saaledes omtrent likesaa stor som et faar her paa jorden. De vaaben som maanebeboerne bruker i krig, er uhyre ræddikker, som de bruker som kastespyd, og som ofte dræper den som blir truffet derav. Naar ræddiktiden er forbi, bruker de aspargesstilker. Umaadelig sop blir brukt som skjold.

I indbyrdes strid bruker dannede folk tungen, som vistnok er det farligste vaaben av dem alle.

Jeg traf paa maanen nogen reisende fra Sirius, de var kommet dit i forretninger. De hadde hode som en engelsk buldog og deres øine sat paa næsetippen, eller kanske det er rettere at si paa den nedre side av dette lem. De har ingen øienlaak; men naar de sover, bedækker de bare øinene med tungen. Deres gjennemsnitlige størrelse er tyve fot, mens maanemenneskene er seks og treti fot høie. Disse sidste har et navn som lyder noksaa underlig, de kaldes nemlig ikke mennesker men «kokende væsener,» fordi de tilbereder sin føde ved ildens hjelp, aldeles som vi gjør. De ødsler dog ikke bort megen tid med at spise, for paa den venstre side av legemet har de en liten dør som de kan aapne, og derigjennem stikker de al sin mat ind i maven. Saa lukker de døren igjen og gjentar det akkurat paa dagen en maaned bakefter. Saaledes har de bare tolv maaltider om aaret, hvilken ordning vel maa vinde alle avholdne folks bifald, men litet skulde smake visse folk, i hvis liv maven spiller den største rolle.

Saavel de kokende væsener som dyrene er paa maanen bare av et kjøn, og alting vokser derfor paa trær. Disse trær er av forskjellig størrelse og utseende; men de hvis frugter blir til kokende væsener, er meget smukkere og større end de andre.

Frugten ligner en nøt, der har en meget haard skal og er seks fot lang. Naar saa disse nøtter er modne, blir de omhyggelig samlet sammen og opbevart saa længe, man anser det ønskelig. Vil man nu gi liv til kjernen, kaster man bare nøtten i en stor kjel med vand, og efter nogen faa timers forløp revner skallet og ut kommer et levende væsen. Før de kommer til verden, har allerede naturen bestemt, hvilken stilling enhver skal indta. Av en nøt kommer saaledes en teolog, av en anden en jurist, av en tredje en filosof, av en fjerde en soldat osv., og enhver begynder straks at drive den haandtering som han hittil bare har kjendt teoretisk. Det er meget vanskelig at kunne si, hvad enhver nøt indeholder. Da jeg var der, forsikret en videnskabsmand at han hadde opdaget hemmeligheten; men man viste ham liten opmerksomhet, og han blev i almindelighet anset for at være gal.

Naar maanefolket blir gamle, saa dør de ikke, men svinder langsomt ind, og forsvinder tilslut som en røk. Mange har bare en finger paa hver haand, men med disse to kan de utrette langt mere end vi med alle vore ti.

De bærer hodet under sin høire arm, og naar de skal paa reiser eller har en eller anden forretning at utføre som kræver endel bevægelse, pleier de sedvanligvis at la hodet være hjemme, da de allikevel kan raadspørre det, hvor langt de saa end er væk.

Naar fornemme folk paa maanen vil vite, hvad folket siger eller holder paa med, saa gaar de ikke selv hen og ser efter. Tvertimot de blir hjemme, det vil si kroppen blir hjemme, mens de bare sender sine hoder ned paa gaten for at se hvad der er paafærde. Naar erendet saa er utrettet, kommer hodet straks tilbake, saasnart dets eiermand kalder paa det. Dette er aldeles motsat det man ofte ser paa jorden, tænkte jeg, for der træffer man ofte paa folk som man skulde tro hadde glemt hodet efter sig hjemme.

Druestenen paa maanen ligner aldeles vor hagl, saa jeg er fast overbevist om at hagl opstaar ved at en storm ryster frugten av stilken, og stenene falder saa ned paa jorden. Ja, jeg er blit endnu mere bestyrket i min tro ved at vinhandlerne sandsynligvis længe har kjendt til dette; ialfald har jeg ofte drukket vin, som smakte som om den kunde være laget av haglkorn og som smakte aldeles som maanevinen.

De kan ta sine øine ut og sætte dem ind efter behag, og naar de holder dem i haanden, ser de derfor likesaa godt som naar de sitter i sine huller. Skulde de tilfældigvis miste eller beskadige et øie, saa kan de faa kjøpt eller leiet et nyt, som gjør aldeles samme nytte som det gamle, ja dette er saa almindelig at paa maanen gaar folk omkring og sælger øine; de har et meget stort utvalg, for moden skifter; en tid er det høieste mode at ha blaa øine, en anden gang grønne, saa gule osv. Da jeg var der, sværmet man for røde øine.

Alt dette kan synes Dem, mine herrer, høist forunderlig, men jeg beder bare den som tviler paa sandheten, selv at reise til maanen og se efter, og han skal bli overbevist om at jeg har holdt mig nøiere til sandheten end nogen reisende før mig.

XVIII.
Reise gjennem jorden tillikemed flere andre merkværdige eventyr.
At dømme efter Deres ansigter, mine herrer, ser det ut til at jeg snarere vilde bli træt av at fortælle, end I av at høre paa mig. Dette smigrer mig saa meget, at jeg ikke vil friste eders taalmodighet længer. Istedetfor at fortsætte fortællingen om min reise til maanen, hvilket først var min hensigt, vil jeg heller fortælle en anden historie, hvis paalidelighet er likesaa utvilsom som nogen jeg før har fortalt, men som overgaar dem alle med hensyn til merkelige og underfulde tildragelser.

Mr. Brydones skildring av sin reise paa Sicilien hadde indgit mig et saa heftig ønske efter at besøke Etna at jeg snarest mulig begav mig paa vei. Intet merkelig hændte mig paa reisen. Jeg siger mig, for mangen anden vilde ha omtalt en hel mængde bagateller, som folk bare vilde ha ødslet tiden med at høre paa, og altsammen blot for at faa sine reiseomkostninger dækket ved at publikum kjøpte deres bok.

Tidlig en morgen begav jeg mig fra en bondegaard som laa ved fjeldets fot, hvor jeg hadde overnattet, med den faste beslutning at undersøke denne merkelige vulkans indre, om det saa skulde koste mig mit liv. Efter en besværlig vandring paa tre timer naadde jeg toppen. Vulkanen hadde nu i tre uker været i uavbrutt virksomhet. Hvordan berget ved saadanne tilfælde ser ut, er tidligere saa ofte beskrevet at jeg kan spare Dem for en kjedelig historie og mig selv for unødig møie.

Tre ganger gik jeg rundt krateret, som nærmest kan lignes med en uhyre trakt; men da jeg skjønte at jeg ikke blev et gran klokere ved det, tok jeg en rask beslutning og hoppet nedi. Neppe var dette gjort før jeg befandt mig som i et gloende varmt dampbad. Min stakkars krop blev ilde tilredt av de glødende kul, som fløi i alle retninger. Uagtet kullene for op med stor hastighet, saa faldt dog jeg ifølge tyngdeloven med endnu større hurtighet ned og fik snart fast grund under mine føtter. Det første som tildrog sig min opmerksomhet da jeg kom ned, var en forfærdelig larm, en blanding av eder, skrik og brøl, som syntes at komme fra alle kanter. Jeg aapnet mine øine og befandt mig til min store forbauselse midt imellem Vulkan og hans cykloper. Disse herrer som jeg forlængst hadde henvist til fabelens verden, hadde nu i tre uker trættet om frihet og lydighetspligter og deslike, og det var denne trætte som hadde været aarsak til al forstyrrelsen i oververdenen. Synet av mig frembragte øieblikkelig som ved troldom, fred og enighet i den støiende forsamling. Vulkan hinket straks bort til et vægskap efter nogen salver og plastere, som han med egen høie haand satte paa, og snart var mine brandsaar lægt. Saa lot han sætte for mig forskjellige forfriskninger, saasom en flaske nektar og andre kostelige saker, som ellers blot guder og gudinder faar smake.

Saasnart jeg nogenlunde var kommet til kræfter igjen, forestillet han mig for sin hustru Venus, som han bad sørge for mig saa godt hun kunde. Man kunde se paa Venus at hun hadde været overnaturlig deilig; det som endnu var igjen, var mere end nogen skjønhet her paa jorden kan vise frem. Men hvorledes skal jeg kunne beskrive rigdommen i det værelse som hun førte mig til, de bløte divaner, den himmelske ynde, som var i enhver av hendes bevægelser og hendes hjertes overstrømmende ømme følelser! Der findes ikke det sprog paa jorden, som har uttryk for dette. Alene tanken derpaa gjør mig aldeles ør.

Vulkan beskrev Etna for mig med den største nøiagtighet. Han fortalte, hvorledes dette fjeld bare er en haug med aske og slagger fra hans verksted; han fortalte at han ofte var nødt til at anvende strenge forholdsregler mot sine arbeidere, og at han da i sin vrede kastet glødende kul paa dem, som de avparerte med slig behændighet at de istedet for op til jordens overflate, da de paa den maate vilde faa ham til at bruke op alt sit kasteskyts. «Vore trætter,» fortsatte han, «holder undertiden paa i maaneder, og de foreteelser som er en følge herav, er hvad menneskene kalder for utbrud. Vesuv er ogsaa et av mine verksteder, og dit kommer jeg ad en vei som ligger mindst 300 mil under havbunden. Lignende trætter der, er aarsak til de samme forstyrrelser paa jorden.»

Men hvor meget end gudens lærerike samtaler interesserte mig, saa var jeg dog endnu mere fængslet og fortryllet ved hans hustrus selskap, og jeg skulde sandsynligvis aldrig ha forlatt dette underjordiske paradis, hvis ikke nogen bagvaskere og æreskjendere hadde hvisket Vulkan noget i øret, som fyldte hans godmodige sind med skinsykens kvaler. En morgen som jeg var fordypet i en samtale med gudinden, kom han ind i værelset, tok mig fat i kraven, og uten at gi mig tid til at forsvare mig, førte han mig ind i et rum som jeg før ikke hadde set. Derpaa holdt han mig svævende over en slags brønd av en uudgrundelig dybde og ropte med vred stemme:

«Utaknemmelige dødelige! vend tilbake til den verden, du er kommen fra og hvortil du er skapt.»

Med disse ord, og uten at la mig faa tid til at fremføre noget til mit forsvar, slynget han mig ned i avgrunden.

Jeg faldt og faldt med en hurtighet som økedes for hvert øieblik, saa jeg tilsidst aldeles tapte bevisstheten. Men jeg vaagnet ved at finde mig kastet hen i et umaadelig hav, belyst av den opgaaende sols straaler. Det var som en tilstand av salighet for mig efter den skrækkelige reise jeg just hadde gjort, og da jeg bestandig har været en udmerket svømmer, behøvde jeg ikke at frygte.

Jeg speidet rundt omkring i alle retninger, men kunde ikke se andet end vand. Forskjellen mellem det klimat hvor jeg nu var, og det som jeg var vant til hos Vulkan, begyndte ogsaa at bli ubehagelig. Tilsidst fik jeg langt borte øie paa en gjenstand som saa ut som en uhyre klippe og som øiensynlig kom imot mig. Jeg saa snart, at det var et isberg. Jeg undersøkte længe førend jeg fandt en revne, ved hvis hjelp jeg kunde komme op. Tilsidst lykkedes det mig dog, og jeg klatret op paa dets top, men til min store ærgrelse kunde jeg her heller ikke opdage land paa nogen kant.

Endelig ved aftenens frembrud fik jeg øie paa et fartøi som holdt ned paa mit isberg. Saasnart det var kommet nær nok, praiet jeg og fik svar tilbake paa hollandsk. Jeg hoppet i sjøen og svømte til skibet, hvor jeg blev halt ombord. Det første jeg spurte om var, hvor vi befandt os.

«I Sydhavet,» blev svaret.

Dette svar forklarte alt. Det var tydelig at jeg hadde faldt fra Etna tversigjennem jordens midtpunkt og ut i Sydhavet, hvilken vei er meget kortere end at seile rundt. Ingen før mig har reist denne vei, og skulde jeg forsøke det en gang til, saa skal jeg nok passe paa at gjøre iagttagelser underveis, som maa bli av den største vigtighet for videnskapen.

Jeg fik noget at spise og gik saa tilkøis for at hvile mig ut. Hvilket uopdragent folkefærd er ikke hollænderne, mine herrer! Da jeg den følgende morgen fortalte officererne min historie paa samme likefremme og ukunstlede maate som nu, saa flere av dem og da især kapteinen ut som om de tvilte paa mine ord. Men da de hadde tat gjæstfrit imot mig, og jeg levde aldeles paa deres bekostning, var jeg nødt til at stikke denne fornærmelse i lommen uten at ta til gjenmæle.

Jeg spurte hvilken plads de var bestemt til, og fik det svar at de var paa en opdagelsesreise, og at reisens maal var naadd, hvis min fortælling var sand. Vi fulgte nøiagtig samme vei som kaptein Cook og ankret næste dag i Botany bay. Jeg maa si at det var bedre om den engelske regjering vilde belønne ærlige og fortjente folk ved at sende dem hit istedetfor at sende sine kjeltringer, saa vakkert er landet og saa rikt er det utstyrt av naturen.

Vi laa bare tre dager her. Den fjerde dag efter vor avreise blev vi overfaldt av en frygtelig storm, som rev alle seil i filler, feide væk baugsprydet og kastet ned bramstangen som faldt ned paa dækket og i faldet knuste vort kompas. Enhver som kjender noget til sjølivet ved hvad en slik ulykke vil si. Vi visste ikke mer, hverken hvor vi var eller hvorhen vi skulde styre. Tilsidst løiet vinden og blev efterfulgt av fint veir og gunstig vind. Vi seilte nu i tre maaneder og maatte ha tilbakelagt et anselig stykke vei, da vi med engang iagttok en merkværdig forandring i alting. Vi blev saa oprømte og glade i hu, vore næsebor blev fyldt med de deiligste dufte, og havet skiftet ogsaa farve og blev aldeles hvitt istedetfor graat.

Snart efter denne vidunderlige forandring fik vi land isigte og det varte ikke længe før vi løp ind i en havn som var baade god og rummelig. I stedet for vand var den fyldt med udmerket melk. Vi gik iland og fandt at hele øen bare bestod av en eneste umaadelig ost. Vi skulde sandsynligvis ikke ha opdaget dette, hvis ikke en løierlig begivenhet hadde bragt os til at se efter. En av matrosene hadde nemlig en medfødt modbydelighet for ost og besvimte i det øieblik han satte foten paa land.

Da han kom til sig selv igjen, bad han os at ta væk den ost som hadde klæbet sig fast ved hans støvler. Vi undersøkte tingen nærmere og fandt at han hadde fuldstændig ret, hele øen var hverken mere eller mindre end som jeg just fortalte, en uhyre ost. Øens indvaanere levde av denne ost, og det som blev spist op i dagens løp, vokste ut igjen om natten.

Vi saa likeledes en mængde vinranker, belæsset med svære drueklaser som istedetfor vin gav melk, naar de blev krystet.

De indfødte var slanke og vakre folk og i regelen ni fot høie. De hadde tre ben, men bare en arm, og de voksne mænd hadde midt i panden et horn, som de anvendte med beundringsværdig færdighet. De holder kapløp paa melkehavet og gaar paa det likesaa let som vi paa marken.

Der vokser likeledes paa øen eller rettere sagt osten en mængde korn, hvis skjælformige frugt indeholder et helt brød, fuldstændig bakt og stekt, færdig til at spises.

Paa vor reise tvers over øen traf vi paa ni elver, syv med melk og to med vin. Reisen varte seksten dager før vi kom til den motsatte strand. I denne del av øen fandt vi store sletter av ost, som var aldeles blaa av alder, hvilket jo av skjønnere sættes over alt andet. Men istedetfor at være fulde av mark, vokste de deiligste frugter her, saasom kirsebær, ferskener, aprikoser og vist tyve andre sorter, som vi aldrig hadde set før. I disse trær som er overordentlig store og tykke, var der en mængde fuglereder. Vi saa saaledes en fiskeørns rede, som var likesaa stort som St. Pauluskirkens kuppel i London. Det var meget kunstfærdig bygget og indeholdt — vent litt, til jeg faar tænkt mig om — det indeholdt 500 egg og ethvert av disse var mindst saa stort som et oksehode.

Vi kunde ikke se ungerne, men hørte dem pipe inde i eggene. Da vi efter mange forgjæves forsøk tilslut fik aapnet et av eggene, kom der ut en fjerløs fugleunge, som vistnok var tyve ganger saa stor som en voksen høk.

Neppe hadde ungen krøpet ut av egget, før den gamle kom til ved dens pipen, slog ned paa kapteinen og fløi tre mil op i luften med ham, saa basket den ham dygtig med vingerne og lot ham falde ned i vandet.

Hollænderne svømmer alle som vandrotter, saa det varte ikke længe før kapteinen naadde os igjen, og saa indskibet vi os. Vi reiste dog ikke samme vei for at gjøre nye iagttagelser. Blandt det vildt som vi hadde fanget paa vor overlandsreise, var ogsaa to bøfler av et eget slags med bare et horn, som de hadde midt imellem begge øinene. Vi angret siden at vi hadde dræbt dem, da vi fik vite at de indfødte dresserer dem og bruker dem som træk- og ridedyr.

Vi fandt deres kjøt overordentlig velsmakende, men det er jo aldeles uten værd for et folk som bare lever av ost og melk.

To dager før vi kom ombord igjen, saa vi tre personer indlaast i nogen bur, som hang høit op i trærne. Jeg spurte da, hvilken forbrydelse de hadde begaat, som blev straffet saa strengt, og det blev mig da fortalt, at de hadde reist utenlands og efter sin tilbakekomst hadde villet slaa en hel del løgne i sine landsmænd, idet de hadde beskrevet stæder som de aldrig hadde set og fortalt om hændelser som de aldrig hadde oplevd. Jeg synes ikke andet end at deres straf var vel fortjent, for enhver reisendes første pligt er at holde sig strengt paa sandhetens vei.

Da vi alle var ombord igjen, lettet vi anker og sa farvel til dette besynderlige land. Alle trærne paa strandbredden, av hvilke mange var meget høie og tykke, bøide sig i takt to ganger for at hilse paa os, hvorefter de indtok sin forrige stilling. Det var meget smigrende for os og tok sig meget godt ut.

Efter nogen dages seilas, Gud ved i hvad retning, for vi var fremdeles uten kompas, blev vandet rundt omkring os aldeles sort; da vi undersøkte det nøiere, blev vi behagelig overrasket ved at finde at det var den deiligste vin istedetfor skiddent vand, som vi hadde trodd. Det var med største møie vi kunde avholde vort mandskap fra at drikke sig rent fordærvet. Men vor glæde varte ikke længe, for nogen timer efter fandt vi os paa alle kanter omringet av hvaler og andre uhyre store fisker, hvorav en især var saa stor at vi ikke med den allerbedste kikkert kunde se dens hale. Ulykkeligvis opdaget vi ikke uhyret, før vi var like ind paa det, da den med engang drog vort fartøi med fulde seil ind i sit aapne gap.

Da vi hadde været en stund i gapet, aapnet den kjæften paa nyt, slukte en skrækkelig vandmasse, og skylte vort skib med vandet ned i maven, hvor det var saa stille som om vi laa tilankers i en dam. Luften maa jeg rigtignok tilstaa var noget kvalm og tung. Vi traf her nede i fiskens mave fuldt op av fartøier, nogen fuldlastet og andre tomme, og som alle hadde lidt samme skjæbne som os. Alt hvad vi foretok os, maatte gjøres ved fakkelskin, da vi jo hverken hadde sol, maane eller stjerner til at lyse for os. Vi hadde sædvanligvis to ganger om dagen høit vand, og to ganger stod vi paa grund. Naar uhyret drak, blev det flod, og ebbe naar den sprøitet ut, hvad den hadde drukket. Vi gjorde en nøiagtig beregning over det kvantum vand, den drak, og fandt at det var nok til at fylde Genfersjøen, som er 30 mil i omkreds. Den anden dag av vort fangeskap i dette mørkets rike vovet jeg at gjøre en utflugt, mens det var lavt vand, som vi pleide at si.

Vi hadde forsynt os med fakler og møtte omtrent 10000 sjømænd av alle folkeslag. De stod just i begrep med at forhandle om den bedste maate til at faa sin frihet igjen. En del av dem hadde tilbragt flere aar i uhyrets mave.

En formand og to sekretærer blev valgt og den førstnævnte skulde just til at tale til folket, da den fordømte fisk blev tørstig og begyndte at drikke, og vandet strømte ind med slik voldsomhet at det var med nød og neppe vi naadde vore skibe, ja enkelte som var mindre rappe paa foten, maatte svømme for at redde sit liv.

Da fisken sprøitet vandet ut igjen, forsamlet vi os paany, og jeg blev nu valgt til formand. Jeg fremsatte da det forslag at vi skulde fæste de største og sterkeste skibsmaster sammen, og naar saa uhyret aapnet gapet, plante dem mellem kjæverne og saaledes hindre fisken fra at kunne lukke sit gap igjen. Dette forslag blev mottat med enstemmig bifald, og hundrede av de sterkeste mænd blev straks sat i arbeide med at utføre det. De to master var neppe blit sammenføiet efter min anvisning, før et gunstig tilfælde frembød sig, da uhyret nemlig begyndte at gape. I samme øieblik reiste vi masterne paa den maate, at den ene ende stak tversigjennem tungen, mens den anden tørnet imot ganen, saa det var aldeles umulig for den at faa sine kjæver til at møtes. Saasnart skibene var flot, bemandet vi baatene og bukserte skibene ut i verden igjen. Det var med ubeskrivelig glæde at vi igjen saa solens lys efter vort fjorten dages mørke fængsel. Da alle var kommet ut av uhyrets mave, fandt vi at vi var en flaate paa 35 skibe av alle nationer. Vi lot de to master bli sittende i bæstets gap, for at andre skibe ikke skulde lide samme skjæbne som vi.

Vort første ønske da vi var kommet ut, var at faa vite, hvor i verden vi befandt os. Det varte en god stund før vi kom til visshet om dette. Tilsidst opdaget jeg ved hjælp av nogen tidligere iagttagelser at vi fandt os i det Kaspiske hav. Da dette jo paa alle sider er omgit av land og ikke staar i forbindelse med havet ved nogen elv, kunde vi ikke forstaa hvordan vi var kommet dit. En indbygger av osteøen, som vi hadde tat med, forklarte saken paa en maate som ser høist sandsynlig ut. Efter hans mening hadde uhyret naadd sjøen gjennem en underjordisk kanal. La det nu være som det vil, der var vi, og meget lykkelige var vi ved at befinde os der. Vi satte alle seil til og naadde snart land. Jeg var den første som steg iland, men neppe hadde jeg sat foten paa stranden før jeg blev angrepet av en uhyre bjørn.

«Oho,» tænkte jeg, «du kommer i rette tid.»

Jeg tok saa fat i dens forlabber med mine hænder og trykket dem med slik hjertelighet at den hylte av smerte; men jeg brød mig ikke om dens klage, men holdt den fast i denne stilling til den døde av sult.

Takket være denne bedrift, har siden alle bjørner hat en saadan respekt for mig at ikke en eneste har vovet at binde an med mig.

Jeg reiste derpaa til St. Petersburg, hvor jeg av en gammel ven fik en gave, som jeg satte stor pris paa. Det var nemlig en jagthund, som nedstammet fra hin berømte tispe, der bragte til verden et kuld med hvalper, mens den jaget en hare. Ulykkeligvis blev denne hund skutt av en klodset jæger, som skjøt paa den istedetfor paa haren.

Av dens skind har jeg latt gjøre denne vest, som jeg nu bærer, og som bestandig fører mig til det sted hvor vildtet findes, naar jeg er ute paa jagt. Er jeg indenfor skudvidde, flyver en knap av vesten henimot det sted hvor vildtet ligger, og da jeg altid bærer geværet ladet og i helspænd, bringer jeg bestandig noget hjem i jagtvæsken. Jeg har nu bare tre knapper igjen, men saa snart jagttiden begynder, skal jeg faa sydd paa to nye rader. Kom og besøk mig da, og De kan være sikker paa at vi nok skal faa os en god jagt.

Jeg tar mig nu den frihet at trække mig tilbake og ønsker eder allesammen en god nat.